En ny sponsoraftale gør det muligt for lokale bilister at støtte Solrød Atletik & Motion, når de tanker hos OK – helt uden det koster ekstra.

Det handler ikke kun om at have fart over feltet på løbebanen, men også på det sociale område i Solrød Atletik & Motion. Derfor glæder klubben sig over, at de nu har indgået en sponsoraftale, der skal bidrage økonomisk på den front.

“Vi vil gerne bruge sponsoratet på fællesarrangementer som foredrag, at deltage i løb i andre byer eller bare en hyggelig komsammen i klubregi. Vi er en meget social klub, hvor det handler om at have det sjovt sammen, og her er plads til alle,” siger bestyrelsesmedlem Maria Nielsen.

Gratis at støtte

Aftalen er simpel. Man kan støtte klubben med fem øre for hver liter, der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og selskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare melde sit OK Benzinkort til Solrød Atletik & Motions sponsoraftale, så gives støtten, uanset om betalingen sker med benzinkortet, betalingskort eller i Tank & Betal-appen.

Klubben får fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte motionisterne med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter.

Lokale aktiviteter er OK

OK er med på banen, når flere af Danmarks bedste sportsudøvere kæmper for guld. Men støtten går ikke kun til eliten. I en lang årrække har OK støttet lokalsporten, da virksomhedens tankstationer spiller en rolle i lokalsamfundet. Derfor har det virket naturligt for OK at støtte lokalsporten.

“Lige nu har mere end 1.700 foreninger over hele landet en sponsoraftale med OK. Sponsorkronerne bliver omsat til mange gode oplevelser i klubber og foreninger og hjælper med til, at børn og unge har mulighed for at dyrke idræt, der hvor de bor,” siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.

Kilde: OK

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.