Erhvervslivet i Solrød Kommune har fremgang i etablering af nye virksomheder, samtidig med at ledigheden er den laveste i hele Region Sjælland. Det viser en ny rapport udarbejdet af Erhvervshus Sjælland.

På trods af corona-krisen og de store udfordringer, som krisen har medført, er erhvervslivet i Solrød Kommune kommet godt igennem 2020. Det viser rapporten “Vækstvilkår 2020 – seneste udviklingstendenser”, som er udarbejdet af Erhvervshus Sjælland, og som på kommuneplan giver en status på udviklingstendenserne inden for erhverv og beskæftigelse.

I det coronaramte år 2020 blev der samlet etableret 215 nye virksomheder i Solrød Kommune. Det er 11 flere end i 2019, hvilket svarer til en fremgang på 5 procent. Til sammenligning blev der i hele Region Sjælland etableret 193 færre virksomheder i 2020 end i 2019, hvilket svarer til en tilbagegang på 3 procent.

Samtidig var ledigheden i Solrød Kommune på 3,1 procent i 4. kvartal af 2020, hvilket er den laveste ledighed målt blandt kommunerne i Region Sjælland.

Det glæder mig, at erhvervslivet i Solrød Kommune er kommet godt ud af 2020, som har været et utroligt hårdt år for virksomheder. Coronakrisen har store økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, og i Solrød Kommune ønsker vi at gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe, vejlede og understøtte de lokale virksomheder, så de kommer bedst muligt igennem den svære situation“, siger borgmester Niels Hörup og fortsætter:

Intet har været, som det plejer, og der har været vanskeligt at forudsige fremtiden, så virksomhederne skal have stor ros for den omstillingsparathed, de har vist. Der er ingen tvivl om, at udfordringer fortsætter ind i 2021, som for mange virksomheder er præget af restriktioner og hjælpepakker, og det vil tage tid, før efterspørgslen er tilbage på normalen. Men det giver grund til optimisme, at der midt i sundhedskrisen er lav ledighed og virksomheder, der tør at etablere sig“.

Hele rapporten kan snart læses på Erhvervshus Sjællands hjemmeside www.ehsj.dk.

Fakta:

“Vækstvilkår 2020 – seneste udviklingstendenser” er udarbejdet af Erhvervshus Sjælland og formidler data og kvartalsvis statistik om erhvervsudviklingen i form af diagrammer og tabeller. Diagrammerne og tabellerne er udarbejdet på baggrund af officiel, offentligt tilgængelig kommunal statistik i Erhvervsstyrelsens regionale statistikbank og Danmarks Statistiks statistikbank. Hertil kommer særudtræk fra Danmark Statistik og Erhvervsstyrelsen samt udtræk fra CVR-registret, som er bearbejdet af eStatistik.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.