Flere børn og unge end nogensinde før har i år deltaget i Masseeksperimentet, som er del af Dansk Naturvidenskabsfestival. I det høje deltagertal gemmer sig over 100 elever fra Solrød Gymnasium, nærmere bestemt biologi og bioteknologi-klasserne 2x, 2u, 2y, 2x og 3y.

Masseeksperimentet er et samarbejde mellem landets skoler, det nationale naturfagscenter Astra og forskere fra MarinePlastic, der er Danmarks nationale center for forskning i marin plastikforurening. Samarbejdet kaldes også et citizen science-projekt, fordi almindelige borgere hjælper forskere med at indsamle data. Her i 2019 handlede masseeksperimentet om at kortlægge plastikforureningen i Danmark.

– Vi deltager i Masseeksperimentet, fordi det er aldeles vedkommende fagligt arbejde, fortæller biologilærer og kemilærer på Solrød Gymnasium, Bodil Theilade og Mia Møgelhøj.
– For det første bibringer det eleverne endnu mere vigtig viden om vores fælles miljøproblem, fortæller Bodil Theilade. For det andet bliver det mere meningsfuldt at rydde op i naturen, når man én gang har oplevet at samle og notere plastikaffald, fordi resultaterne faktisk bruges af rigtige forskere. Det biologifaglige arbejde blev suppleret af kemifaget, hvor eleverne lavede små forsøg, som demonstrerer, hvordan man kan identificere forskellige plastik typer.

2.g-elev Thor Theis Svendsen, fortæller lidt om, hvad han var involveret i under Masseeksperimentet. – Vi undersøgte snuspakker, der er smidt i naturen, fordi så mange unge tager snus i dag. Alene rundt om skolen fandt vi 315 skiver (nylon) og 15 tomme snuspakker. Vi lavede samtidigt et spørgeskema om elevernes vaner med at smide pakker og skiver til de enkelte snus portioner ud. Mange skrev faktisk, at de bare smider deres pakker og skiver fra sig, når de er færdige med dem. Det er ret alarmerende. Tænk, at det tager 600 år før en nylonpose til snus forsvinder i naturen! Det tager 30 år, før pakkerne, som er blevet smidt, forsvinder. På den måde kan man sige, at jeg er blevet noget mere opmærksom på vores affaldsproblemer, ikke mindst i mit eget hverdagsmiljø.

Det samme gælder for Katrine Kjær Ohms, som også har deltaget i eksperimentet i 2.g. – Jeg er generelt blevet mere opmærksom på vores storforbrug af plastik og engangsemballage og forsøger i højere grad at anvende mere bionedbrydeligt plast i hverdagen.

Som nogle af de mange konklusioner på elevernes faglige arbejde, så står især fire fakta nu klart i alles bevidsthed ifølge biologilærer Bodil Theilade:

Det er svært at erstatte plastik. Plastik er ikke bare plastik: Der findes også mikroplast og nannoplast. Vi skal alle være meget opmærksomme på, hvor meget plastik vi bruger i dagligdagen, for det er ikke alle steder det samles ind til genanvendelse.

Kristian Syberg, der er talsmand for MarinePlastic og lektor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø ved Roskilde Universitet siger til videnskab.dk: – Plastforurening i naturen er en af vor tids største miljømæssige udfordringer. Det her bliver den første systematiske kortlægning af plastikforurening i Danmark. Vi mangler viden om, hvor meget plastikaffald der ligger rundt omkring – og det får vi nu. Det her er kæmpestort.

Samtidigt med Masseeksperimentet, der i år hed ” Plastforurening i vand”, så deltog Solrød Gymnasium i den overordnede del af årets Naturvidenskabsfestival, der bar titlen ”Vandets hemmeligheder”. Det nationale emne blev angrebet fra ni forskellige faglige vinkler, og både lærere og elever deltog som undervisere under festivalen.

Kilde: Solrød Gymnasium

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.