Hos Solrød Foto er startskuddet lydt til årets sommerkonkurrence, Sjællands Sødeste Sommer Baby, hvor 31 glade deltagere spreder tandløse smil og godt humør.

I juni slog Mette Larsen og Henrik Nielsen dørene op for Solrød Foto i hjertet af Solrød Center. I denne måned står de to ejere bag en fotokonkurrence med nogle helt særlige modeller foran linsen.

I konkurrencen, Sjællands Sødeste Sommer Baby, kan man hele august stemme på 31 søde deltagere i alderen 0-12 mdr.

– Vi er selv forældre til Olivia på 1 år, og vi ved, hvor sjovt det er at have nogle gode billeder af sine børn. Derfor nyder vi at have de små og deres forældre på besøg i studiet, fortæller Mette Larsen med lille Olivia på armen.

Konkurrencen foregår på Solrød Fotos Facebook-side, hvor likes udløser stemmer efter et point-system. Derudover er det også muligt at stemme i butikken, hvor man må stemme én gang dagligt.

– Det er dejligt at se, hvor stort et engagement konkurrencen har skabt. Der er en del familiemedlemmer, som besøger os hver dag, siger Mette.

Den 1. september løfter Mette og Henrik sløret for de 3 søde sommer babyer, som har fået flest stemmer. De tre heldige børn og deres forældre vinder hver et Instax 9 mini kamera og tilhørende film.

Derudover trækkes der lod om en fin ekstrapræmie blandt alle, som har stemt i butikken.

Flere tiltag undervejs

Selvom Sjællands Sødeste Sommer Baby slutter med udgangen af august, er det ikke det eneste projekt, som de to nye butiksejere har under opsejling.

– Vi elsker når der er gang i den og at have kreative projekter i vores studie, så det er langt fra det sidste af denne slags tiltag, vi kommer til at stå bag, lover Henrik Nielsen med et stort smil.

Solrød Fotos Facebook-side kan man i efteråret følge med i kommende konkurrencer og arrangementer.

Kilde: Solrød Foto

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.