Fælles madlavning og brætspilsaftener samler hver uge danske unge og flygtninge i Solrød Kommunes nye UngeCafé, der har vist sig at være en stor succes.

I foråret 2016 besluttede Majbritt Lindkvist Pedersen, der er frivillig aktivitetsleder her i Solrød, at give unge nyankomne flygtninge i Solrød Kommune en mulighed for at skabe kontakt til danske unge. Den beslutning blev til successen UngeCaféen, der én gang om ugen tilbyder unge danskere og flygtninge at deltage i fælles sociale arrangementer.

Fokus på fællesskab

I opstartsperioden har UngeCaféen haft fokus på at skabe sociale drop-in arrangementer for de unge. Det har givet dem en unik mulighed for at knytte nye venskaber i et uformelt forum, hvor det eneste krav har været, at de unge er nysgerrige på at lære hinanden at kende. Det har resulteret i en række populære aktiviteter som fælles madlavning og brætspilsaftener.

”Vores største succes, siden vi slog dørene op, fandt sted kort før sommerferien. Vi havde fået puljemidler fra Kultur og Fritid i Solrød Kommune til at lave et stort fællesspisnings-arrangement, hvor vi kunne invitere 10. klasserne på besøg. Det forløb virkelig godt og alle – både de danske unge og flygtningene – var ellevilde bagefter. Så det har givet os blod på tanden til at fortsætte med arbejdet,” fortæller Maibritt Lindkvist Pedersen.

 Fodboldturnering i støbeskeen

Det næste store projekt er en fodboldturnering for bedre integration i Solrød Kommune.

”Fodbold er en stor fælles interesse blandt de fleste unge, som kommer i caféen, og vi har været så heldige, at Jersie United har takket ja til at deltage i projektet og vil hjælpe os med at få det afviklet så professionelt som muligt,” fortæller Majbritt om projektet.

Men hun understreger samtidig, at der er tale om et frivilligt arrangement, og alle unge i kommunen er velkomne til at deltage i planlægningen både før, under og efter turneringen, som løber af stablen i september i år.

 Indhold på CV’et

Udover de eksisterende aktiviteter introducerer UngeCaféen i efteråret 2016 et nyt tilbud til de unge. I samarbejde med Solrød Gymnasium giver caféen de unge på gymnasiet mulighed for at yde 20 timers anerkendt frivilligt socialt arbejde sammen med flygtningene. Majbritt Lindkvist Pedersen fortæller om initiativet, at de 20 timer udløser det officielle Projekt Frivillig Diplom, som de unge kan skrive på deres CV’er.

Hun tilføjer, at de unge har stor indflydelse på, hvad de 20 timer bruges til. De kan eksempelvis bruges som frivillig hjælper i forbindelse med fodboldturneringen i efteråret. Der kan også være tale om helt andre typer projekter som en tegneseriefestival eller et modeshow, alt efter de unges interesser og ønsker. Men det vigtigste er, at de unge har lyst til at involvere sig og flygtningene i aktiviteterne.

 Tid og sted

Unge i alderen 16 til 25 år er velkomne i UngeCaféen som deltagere eller frivillige. Caféen holder åbent hver tirsdag kl. 19-21 på Ungdomsskolen i Solrød og drives 100 procent af lokale frivillige. Dog er der ferielukket hen over sommeren, men caféen starter op igen til august.

Find ”DHF UngeCaféen  Solrød” på Facebook og følg med i dens aktiviteter.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.