En særlov specifikt for Solrød Kommune har gjort det muligt for kommunen at holde video-samtaler med borgerne, og det er både borgere og sagsbehandlere glade for.

Borgere i Solrød Kommune, som fx har brækket foden, er i praktik i en virksomhed eller bare har lyst til at holde deres samtaler med Job- og Socialcenteret via Skype, behøver ikke længere at møde op på Solrød Kommune for at gennemføre de lovpligtige samtaler med deres sagsbehandler.

En særlov specifikt for Solrød Kommune har nemlig gjort det muligt for medarbejdere i Solrød Kommune at holde video-møder med borgere via enten mobiltelefon, tablet eller en pc. Og det er noget, der er faldet i god jord hos borgerne i Solrød Kommune.

“Det har været en fin samtale og rart at have et møde face to face i vante omgivelser. Tanken om, at man er hjemme, når mødet er færdigt, er rar,” fortæller en borger efter en af sine samtaler med Job og Socialcenteret.

Og det er ikke den eneste borger, der er glad for den nye samtalemulighed.

“Vi hører generelt fra borgerne, at de er glade for at kunne afholde samtalerne i hjemmet uden fx at skulle bekymre sig om transporten frem og tilbage til kommunen. Video-samtalerne er samtidig en meget smidig og fleksibel løsning, der gør det lettere for borgerne at passe samtalerne ind i deres hverdag – hvis en borger fx er i praktik i en virksomhed, er det ikke nødvendigt at tage fri for at holde møde med kommunen,” siger Dorte Saabye, direktør i Solrød Kommune.

Fra november 2018 til midten af august 2019 er der blevet holdt i alt 454 video-samtaler i Job- og Socialcenteret. Og ikke alene er video-samtalerne effektive, de kan også i nogle tilfælde frigive tid til kommunens medarbejdere.
Ved den første samtale skal borgerne dog fortsat møde personligt op, så de sammen med deres sagsbehandler kan skabe det bedste grundlag for et godt og tillidsfuldt samarbejde. På det møde bliver borgerne præsenteret for muligheden for at snakke sammen over Skype, og det er herefter op til borgerne, om møderne med kommunen skal holdes som video-samtaler eller på kommunen.

Den såkaldte prøvelovgivning, der kun omfatter Solrød Kommune, løber fra den 1. november 2018 til den 31. december 2021.

“Med de gode resultater og borgernes mange positive tilbagemeldinger, så håber vi naturligvis på, at der kan blive tale om en mere permanent løsning,” siger Dorte Saabye.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.