Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har bevilget 571.737 kr. til et samarbejde mellem Solrød og Greve kommuner, der via en mentorordning skal hjælpe unge til at tage en erhvervsuddannelse.

Flere udsatte unge skal starte på og gennemføre en erhvervsuddannelse. Det er målet med det projekt, som Solrød og Greve kommuner netop har fået 571.737 kr. til at gennemføre fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Projektet skal understøtte unge under 30 år, der modtager uddannelseshjælp, med en frivillig mentor, som vejleder op til og under uddannelsesstarten.

”Ledigheden er rekordlav i Solrød, og vi har meget få langtidsledige, så ved at sikre flere udsatte unge en erhvervsuddannelse håber vi, at vi også kan få de sidste med på arbejdsmarkedsvognen. Det er godt både for samfundet og den enkelte,” siger Niels Hörup, borgmester i Solrød Kommune.

”Samtidig er det jo et generelt samfundsproblem, at for få tager en erhvervsuddannelse. Jeg hører fra virksomheder i snart sagt alle brancher, at det er svært at få kvalificeret, faglært arbejdskraft, og det er vi nødt til at gøre noget ved,” siger han.

Mulighed for at fortsætte projektet
Der er tale om et tre-årigt projekt, der løber fra 1. maj 2016 til 30. juni 2018, og mellem 50 og 65 unge ventes at gøre brug af mentorordningen. Der skal på den baggrund rekrutteres i alt 35-45 frivillige mentorer – 10-15 i Solrød Kommune og 20-30 i Greve Kommune.

Projektet styres af en projektleder, som også varetager rekrutteringen og uddannelsen af de frivillige mentorer. Ved projektperiodens udløb vil resultatet blive vurderet, og der vil blive taget stilling til, om projektet skal fortsætte.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.