Næste gang du søger byggetilladelse hos Solrød Kommune, kan du med fordel anvende det digitale ansøgningsmodul Byg og Miljø, hvor du både spare tid og får et bedre overblik over ansøgningsprocessen.

Solrød Kommune har i år indført digital byggeansøgning via hjemmesiden www.bygogmiljoe.dk. Byg og Miljø er et brugervenligt ansøgningsmodul på nettet, hvor du, efter du er logget ind med din NemID, bliver guidet igennem ansøgningsprocessen.

Når du har fulgt vejledningen og udfyldt ansøgningen korrekt, indsendes ansøgningen via Byg og Miljø til Solrød Kommune. Solrød Kommune modtager ansøgningen fra Byg og Miljø og foretager herefter en byggesagsbehandling.

Ansøgningen er enkel og borgmester Niels Hörup opfordrer borgere med byggeplaner at søge via Byg og Miljø.  Dette gjorde borgmesteren også ved et Gå-Hjem-Møde i maj og udloddede i den anledning 3 flasker rødvin til de første, som ansøgte om byggetilladelse ad den digitale vej.

Solrød Kommune har modtaget de første par ansøgninger via Byg og Miljø, og det er administrationens opfattelse, at ansøgningerne har været gode, altså fuldt belyst, og dermed været hurtige at træffe afgørelse i.

På Solrød Kommunes hjemmeside findes der under ”Byggeri og Bolig” og ”Byggeri” et link til Byg og Miljø samt to kortfilm, der nærmere viser, hvordan Byg og Miljø let kan anvendes.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.