Gennem snart 100 år har Havdrup-virksomheden W. Johansen Havdrup A/S løst elektrikeropgaver og været med til at uddanne nye generationer af elektrikere. Forleden inviterede virksomheden borgmester Niels Hörup indenfor til en rundtur og en snak om virksomhedens udvikling gennem tiden.

På Skolevej 14 i Havdrup ligger der noget så sjældent som en virksomhed, der i år kan fejre ikke mindre end 100 års jubilæum. Elektriker-virksomheden W. Johansen Havdrup A/S inviterede forleden borgmester Niels Hörup indenfor til kaffe, kage og en rundtur i den lokale familievirksomhed og en snak om, hvordan det bl.a. er lykkedes at følge med tiden og udviklingen, i de snart 100 år virksomheden har eksisteret.

Virksomheden er grundlagt af den nuværende direktør og ejer Stig Johansens farfar tilbage i 1921, og under hans ledelse voksede firmaet i de følgende år i takt med udbygningen af elforsyningen i området.
I 1932 købte han ejendommen Skolevej 8, som blev ombygget og udvidet ad flere omgange indtil 1978, hvor firmaet flyttede til de nuværende lokaler på Skolevej 14. I 1969 overtog Stig Johansens far, Jørgen Johansen, firmaet og drev det indtil omdannelsen til aktieselskab i 1989.

Stig Johansen selv er nærmest født og opvokset ind i firmaet, men hans officielle firmakarriere startede i 1975, og i 2005 overtog han firmaet og blev dermed 3. generation, der driver W. Johansen Havdrup A/S.

Vi har fulgt den traditionelle udvikling i branchen, hvor man i gamle dage spredte sig over hele spektret med detailbutik, hvidevarer og alle former for elinstallationer til i dag, hvor elbranchens arbejdsområder er blevet så omfattende, at specialisering er nødvendig,” siger Stig Johansen, som selv er uddannet stærkstrøms-akademiingeniør og elinstallatør, og fortsætter:

“Og vi nyder at finde løsninger på de problemer, som kræver al den erfaring, vi ligger inde med.”

Som en del af udviklingen har Stig Johansen også valgt at leje en del af Skolevej 14 ud til to andre lokale virksomheder – Thorslev Automation og Dgifu – som også deltog under borgmesterbesøget.

Vi kan jo lige så godt udnytte pladsen til noget fornuftigt,” siger Stig Johansen, som udover at være en driftig forretningsmand også er aktiv lokalt i fx Lions Club og Team Solrød.

Borgmesterens besøg hos W. Johansen er en del af Solrød Kommunes erhvervsindsats, og med ved besøget var også en repræsentant for Erhvervshus Sjælland, der varetager den specialiserede erhvervsindsats i kommunen, og en erhvervskonsulent fra kommunens erhvervsservice.

Det er ikke mange virksomheder, der kan bryste sig af 100 års historie, og W. Johansen Havdrup A/S er formentlig Havdrups – ja nok endda Solrød Kommunes – ældste virksomhed. Virksomheden har i generationer uddannet elektrikere og har dermed bidraget til at sikre unge lærepladser og dermed også nye håndværkere til at løse opgaver for både private og offentlige virksomheder,” siger borgmester Niels Hörup, som konkluderer:

“Det har været et inspirerende besøg.”

Virksomhedsbesøg er et af flere initiativer, som Solrød Kommune gør brug af for at få viden om og inspiration til, hvordan kommunens erhvervsservice bedst muligt kan understøtte virksomhederne i at skabe vækst og udvikling, som sikrer lokale, private arbejdspladser.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.