Solrød Kommune starter i samarbejde med Lungeforeningen et tilbud op om korsang for borgere med lungesygdom. Interesserede kan bare møde op 12. september.

Det giver øget velvære, styrker vejrtrækningen og forbedrer humøret at synge, hvis man har en lungesygdom. Det viser erfaringerne med korsang for mennesker med KOL eller andre lungesygdomme. Sangtræning kan gøre hverdagen med sygdommen lidt lettere, og koret har også en social funktion. På landsplan eksisterer der allerede en række Lungekor, og de har generelt været en stor succes.

 ”Formålet med at starte et lungekor op i Solrød er at sikre et lokalt tilbud til borgere med lungesygdom og bidrage til et styrket netværk i nærmiljøet. Sang er god træning for lungerne, men koret skal også understøtte livskvaliteten og trivslen for målgruppen. Erfaringer fra andre lungekor viser, at borgere med lungesygdom kan have stor glæde af at møde andre ligesindede,” fortæller forebyggelseskonsulent Louise Leilund.

”Koret giver også borgere, som eksempelvis har været igennem kommunens KOL-rehabiliteringsforløb, en mulighed for sammen med ligestillede at vedligeholde den positive udvikling, de har opnået. Så der er mange gevinster ved at deltage i lungekoret,” fortsætter hun.

Støtte fra Lungeforeningen
Koret er etableret i samarbejde mellem Solrød Kommune og Lungeforeningen. Foreningen støtter blandt andet opstarten af lungekoret med vejledning af korlederen, ligesom den også støtter sociale aktiviteter i forlængelse af deltagelse i koret.

Der er korsang med Solrød Lungekor: “Det friske pust” ca. hver anden mandag eftermiddag i Solrød Aktivitets- og Frivillighedscenter med opstart 12. september kl. 14.30–15.50 med pause undervejs. Interesserede kan bare møde op. Det er gratis at synge med, men kaffe/te eller anden forplejning skal man selv betale for.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.