Er du over 65 år og har du mistet din ægtefælle eller samlever? Så tilbyder Solrød kommune dig nu at deltage i en støttegruppe med ligestillede. Er du over 65 år og har mistet andre, som er tæt på dig, så tilbyder Solrød Kommune dig en eller flere sorgstøttesamtaler.

Sorgen over at have mistet en, man elsker, opleves forskelligt fra menneske til menneske, men uanset hvordan du oplever sorgen, så kan du nu deltage i en støttegruppe med ligestillede, hvis du er over 65 år og har mistet din ægtefælle eller samlever. Du kan også via Solrød Kommune få en eller flere sorgstøttesamtaler.

“For nogen fylder sorgen meget – for andre ikke. Sorgen kan komme til udtryk på mange måder og påvirker både, hvordan vi føler, reagerer og handler. Der kan komme fysiske reaktioner, og mange fortæller også, at tankerne kan kredse om både mening og meningsløshed med livet,” fortæller Lone Rømer, der er Sundheds- og sorgrådgiver i Solrød Kommune.

I sorggruppen kan du i en tryg ramme få inspiration til at håndtere din nye livssituation. Du kan få støtte fra de andre deltagere ved at dele erfaringer med ligestillede.

“Gruppen er ikke en terapigruppe men en gruppe, hvor du kan møde andre i samme situation,” fortæller Lone Rømer, som leder gruppen sammen med psykolog Susanne Kaagaard.

Første gang gruppen mødes er fredag den 30. oktober 2020 mellem kl. 10-12.

Mødet finder sted på Solrød Bibliotek og Kulturhus på fredage, og forløbet strækker sig over 8 mødegange i alt.

Hvis du gerne vil høre nærmere eller ønsker at deltage i gruppen, så kontakt sundheds- og sorgrådgiver Lone Rømer på telefon 5618 2431 eller send en mail på lro@solrod.dk

Der er plads til max 8 deltagere på holdet, så hvis det lyder som noget for dig, så ring/skriv endelig med det samme.

Sorgstøttesamtaler

Hvis du er over 65 år og har mistet en, som er tæt på dig, har du også mulighed for at få en eller flere sorgstøttesamtaler, som tager udgangspunkt i din oplevelse af sorgen og den betydning, sorgen har for dig. Du kan i sorgstøttesamtalen få støtte til at håndtere sorgen og inspiration til livet fremover.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.