Kære medborger.

Selv om det er meget vigtigt at understrege, at det er de færreste, der bliver udsat for kriminalitet, ser vi desværre flere lomme- og tricktyverier, end vi hidtil har været vant til. Lokalrådet ønsker derfor at sætte fokus på problemet og på de ting, man som borger selv kan gøre for at forebygge tyverier.

Bliver man udsat for et tyveri, eller ser man mistænkelige personer bevæge sig rundt i lokalområdet, skal man kontakte politiet på tlf. 114, eller hvis det er meget hastende, så ring 112.

Med venlig hilsen
Dit Lokalråd

Hvad er Lokalrådet?
Lokalrådet i Solrød kommune består af repræsentanter for lokalpolitiet, Solrød kommune og repræsentanter fra det øvrige
civilsamfund.

Lokalrådet drøfter spørgsmål vedrørende den samlede kriminalitetsbekæmpende og kriminalpræventive indsats i lokalområdet samt spørgsmål vedrørende kriminalitetsudviklingen, SSP-samarbejdet og samarbejdet i øvrigt mellem politiet og lokalsamfundet.

Brochuren er udarbejdet med Det Kriminalpræventive Råd som kilde. Læs mange flere råd på www.dkr.dk

Tricktyveri
Især ældre risikerer at blive udsat for tricktyveri, men alle bør være opmærksomme, hvis en fremmed vil lukkes ind. Tricktyveri er, når en tyv snyder sig ind i dit hjem ved at udgive sig for at være læge, politimand, hjemmehjælper, håndværker – eller måske vil vedkommende bare ‘låne telefonen’ eller bede om et glas vand.

Du kan beskytte dig mod tricktyve
– Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere, sygeplejersker, familie og andre. Bed dem om at overholde aftalerne
– Du skal kun åbne for folk, som du kender. Spørg eventuelt efter legitimation, hvis du er i tvivl
– Undgå at have for mange kontanter eller andre værdier i dit hjem. Hvis du har penge, så sørg for, at de er skjult et sikkert sted – og husk at bruge det samme sted hver gang
– Hvis du bor alene, så lad være med at skilte med det. Efternavn på dørskiltet er nok
– Vær opmærksom på fremmede i kvarteret og tal med din nabo, andre beboere i opgangen eller ejendomsinspektøren. Det kan give tryghed i hverdagen
– Tal med din bank om mærkning af bankbøger. Brug evt. en bankboks
– Betal dine regninger via Pengeinstitutternes Betalingsservice (PBS) eller via netbank. Din bank kan eventuelt hjælpe dig med at komme i gang
– Få en sikkerhedskæde eller bøjle af god kvalitet og en dørspion på din hoveddør
– Få en låsesmed til at se på din dørlås. Det kan være, at du har brug for en ny eller en ekstra
– Lås døren omhyggeligt, når du går hjemmefra

Lomme- og tasketyverier
Tyverier fra lommer og tasker sker på steder, hvor mange mennesker er samlet. Det kan være i supermarkedet, på strøget og på tog- og busstationer. Mange af tyverierne sker i supermarkeder eller når du og de øvrige passagerer skal ind og ud af bussen. Sådanne kaotiske situationer giver tyvene optimale arbejdsforhold. Tasketyveri er ubehageligt og kan opleves som et overfald. Hold aldrig fast i tasken – du risikerer bare at blive væltet omkuld. Giv slip, råb om hjælp og tilkald politiet.

Undgå at blive bestjålet
– Gem pung og nøgler i en lukket lomme (ikke i baglommen)
– Brug en pengekat eller et pengebælte under overtøjet
– Gå med tasken på armen i stedet for i hånden. Tasken skal være lukket
– Tag et net eller en plasticpose med på indkøb i stedet for tasken
– Undgå store pengebeløb i din taske. Brug hævekort
– Tag kun de hævekort med, som du skal bruge
– Hold hånden for, når du indtaster din kode til Dankort. Tyvene prøver at lure din kode af for at stjæle din pung bagefter
–  Vær især opmærksom på ”hjælpsomme” personer, der forstyrrer, mens du hæver penge, også selv om de vil give dig penge, de siger du har tabt. Hold hele tiden fast i dit Dankort/hævekort
– Pas på, hvis nogen spørger om vej med et kort, de holder op foran dig. Det er et kendt trick i forbindelse med lomme- og tasketyverier, hvor du ikke kan se, hvad andre laver ved siden af eller bag dig.
– Hvis du ser et tyveri, så læg mærke til, hvordan tyven ser ud: højde, hårfarve, beklædning, kropsbygning og særlige kendetegn. Et godt signalement er vigtigt for politiet.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.