Byrådet vedtog den 15. september 2014 ovennævnte lokalplan endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for, at der inden for lokalplanområdet kan opføres etageboliger i op til 5 etager.
Forslaget har været fremlagt i offentlig høring fra den 31. januar 2014 til den 28. marts 2014, og der har været afholdt borgermøde om lokalplanforslaget den 10. marts 2014.
Lokalplanen kan ses her på kommunens hjemmeside, i BorgerService på Solrød Rådhus samt både på Solrød Bibliotek og på bibliotekets udleveringssted i Havdrup.
Ved høringsfristens udløb var der indkommet seks skriftlige høringssvar med bemærkninger og ændringsforslag til lokalplanforslaget. Høringssvarene omhandlede primært bebyggelsens størrelse, udseende og placering samt antallet af parkeringspladser i lokalplanområdet.
I forhold til det forslag, der blev sendt i offentlig høring den 31. januar 2014, er lokalplanen vedtaget med følgende væsentlige ændringer:
Byggemulighederne i den østligste del af bebyggelsen reduceres fra 5 etager til 3 etager.
Det maksimalt bebyggede areal inden for lokalplanområdet reduceres fra 5.200 m2 til 4.000 m2.
Bebyggelsens udseende ændres således, at facader mv. udføres i hvid, grå eller lyse jordfarver.
Parkeringskravet forhøjes fra 1 parkeringsplads pr. bolig til 1,3 parkeringspladser pr. bolig med en tilføjelse om, at der skal anlægges yderligere 0,2 parkeringspladser pr. bolig såfremt kommunen efter ibrugtagning vurderer, at 1,3 parkeringspladser pr. bolig ikke er tilstrækkeligt.
Faciliteter til dagrenovation skal etableres som nedgravet løsning.
Der er desuden foretaget mindre ændringer samt redaktionelle rettelser, der præciserer lokalplanens redegørelse, bestemmelser og kortbilag.
Ejendommen inden for lokalplanområdet må kun anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser. Det vil sige, at der fra den offentlige bekendtgørelse af lokalplanens endelige vedtagelse ikke må etableres forhold, der er i strid med planen.
Klagevejledning
Der kan klages over retlige spørgsmål, f.eks. over kommunens afgørelse, hvis man mener, at Byrådet ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen. Der kan derimod ikke klages over, at kommunen, efter ens opfattelse, burde have truffet en anden afgørelse.
Klagefristen er 4 uger fra annonceringen af lokalplanen, 26. september 2014. Eventuel klage stiles til Solrød Kommune, Teknik og Miljø pr. mail til teknisk@solrod.dk eller pr. brev til Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand. Kommunen videresender herefter klagen til Natur- og Miljøklagenævnet, som behandler klagen.
Fristen for eventuelle søgsmål ved domstolene er 6 måneder fra den 26. september 2014.