Solrød Kommune har modtaget knapt en mio. kr. fra Børne- og Undervisningsministeriet til ekstra sommerferieaktiviteter for kommunens børn og unge.

Sommerferien står for døren, og i år skal rigtig mange tilbringe de dejlige sommermåneder i Danmark på grund af COVID-19, og heldigvis er der masser af sjove aktiviteter på programmet for børn og unge i Solrød Kommune.

Som noget helt ekstraordinært har Solrød Kommune nemlig modtaget hele 962.000 kr. af Børne- og Undervisningsministeriet til at lave ekstra sommerferieaktiviteter for børn og unge, som både kan være faglige aktiviteter og fritidsaktiviteter med fokus på leg og læring. Pengene kan også bruges til fx deltagerbetaling for de børn og unge, der ikke har økonomi til at deltage i sommeraktiviteter.

Samtidig er det stadig muligt at deltage i en masse sjove aktiviteter i forbindelse med de sædvanlige Sjov Sommer-arrangementer, som allerede er blevet offentliggjort på www.solrod.dk.

De ekstra penge betyder bl.a., at kommunens SFO’er og klubtilbud løbende vil tilbyde ekstra aktiviteter for børn og unge henover sommeren og i starten af næste skoleår. Hold derfor øje med Solrød Kommunes hjemmeside, der løbende vil blive opdateret med arrangementer på siden ’Sommeraktiviteter for børn og unge 2020’, som ligger under kategorien ’Borger’ og fanen ’0-18 år’.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.