Solrød Kommune lægger op til at fastholde det nuværende serviceniveau til borgerne i det budgetforslag, som byrådet netop har sendt videre til andenbehandling.

Der er fokus på orden i økonomien og en fortsættelse af det nuværende serviceniveau til borgerne i det budgetforslag, som byrådet i Solrød Kommune mandag aften sendte videre til andenbehandling.

I budgetforslaget er der lagt op til, at det nuværende serviceniveau bibeholdes, og at der fx sættes flere penge af til børnepasning og ældrepleje. En forudsætning for det er dog, at den nuværende personskat og ejendomsskat fastholdes.

Byrådet skal frem mod den endelige vedtagelse af budgettet tage stilling til en række konkrete forslag
for Solrød Kommunes fremtid, og den kommende tid venter nu en proces med høring og forhandlinger byrådsmedlemmerne imellem.

“Vi er i byrådet valgt på forskelligt grundlag, og vi har forskellige prioriteter og opfattelser, men fælles for os alle er, at vi arbejder for byrådets vision om at Solrød Kommune skal være det bedste sted at leve og bo. Vi har i byrådet i Solrød Kommune en tradition for i fællesskab at finde frem til gode løsninger og et budget, som udgør nogle gode rammer for vores borgere, virksomheder, foreninger og kommunens ansatte. Jeg er derfor også fortrøstningsfuld i forhold til, at vi kan blive enige om en rigtig god budgetaftale,” siger borgmester Niels Hörup.”

Budgettet er i høring frem til den 14. oktober, og det vedtages endeligt på byrådsmødet den 4. november.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.