Inden længe, er tiden kommet til de årlige budgetforhandlinger, hvor vi nok engang skal tænke os godt om, for at sikre den forsatte balance i vores kommunes økonomi.
Set udefra, kan man måske få opfattelsen af, at det ikke kan være særlig svært, at foretage de nødvendige besparelser for at få budgettet til at gå op. I København, er der eksempelvis plads til at bruge beløb i million-klassen, på alt fra skibakker på forbrændingsanlæg, til placering af lysende bænke.
Virkeligheden i Solrød er dog en noget anden. Særligt udligningsordningen og det øgede flygtningepres, udfordrer vores økonomi. Som lokalpolitikere må vi indstille os på, at vi i år bliver nødsaget til at træffe en række svære beslutninger, for at sikre, at vi også fremadrettet kan bevare vores selvstændighed som kommune. I Venstre mener vi, at vi skal prioritere at fastholde Solrød som den attraktive perle blandt kommunerne langs Køge Bugt, som den beviseligt er. Det skal vi gøre lige så længe at det er til gavn for vores borgere og virksomheder.
Solrød er en kommune som vi er stolte af at være med til at lede og repræsentere. Her er trygt og rart at bo og vi er blandt de kommuner med mindst voldelig kriminalitet. I forbindelse med det store flygtningepres, som alle kommuner har oplevet, har et samlet byråd formået at støtte op om en integrationsindsats, som blandt andet spreder flygtningene frem for at fortætte. Vores skoler er blandt landets bedste – og sådan skulle det også gerne blive ved med at være. Sidst men ikke mindst, kan vi være stolte af at have en række unikke landsbyer, samt talrige rekreative områder i form af stranden, skovene og kalkgraven.
Under årets budgetforhandlinger, vil vi i Venstre gøre vores til, at vi kan bevare det Solrød som vi kender. Vi ønsker at fortsætte med at priortere folkeskolen højt, samt sikre en god og værdig ældrepleje. Det frie valg har stor betydning for os, ligesom at vi vil sørge for at fortsætte arbejdet med at gøre vores by smukkere.
De lavest hængende frugter i forhold til besparelser, har vi dog for længst høstet, og der er ingen tvivl om at de kommende besparelser vil kunne mærkes. Men vær vis på, at vi i Venstre vil gøre vores bedste for at finde en løsning som i sidste ende kommer os alle til gode.
Jane Noer og Emil Blücher, byrådsmedlemmer (V)