Den ambitiøse nichevirksomhed Pro-Glue, der sælger klæbemidler til markeder over hele verden, inviterede forleden borgmester Niels Hörup indenfor til en fortælling om, hvordan man med ambitioner og forskning kan klare sig som lille virksomhed på et internationalt marked.

Borgmester Niels Hörup var forleden inviteret indenfor på besøg hos den lokale Lille Skensved-virksomhed Pro-Glue. Her fik han en rundvisning og et indblik i dagligdagen hos den innovative limfabrikant, som sælger klæbemidler til markeder over hele verden.

Besøget startede med, at direktør og ejer Jørgen Thaulov viste rundt i virksomheden, imens han fortalte om, hvordan virksomheden har mere end 70 års erfaring i at lave industrilim på basis af naturlige råvarer. For at klare sig godt på et internationalt marked investerer virksomheden årligt et stort beløb i udvikling og forskning med udgangspunkt i sin egen udviklingsafdeling.

”Vi bestræber os på at være den nichevirksomhed, som er allerbedst til at finde nye kvalitetsløsninger til vores kunder, og vi investerer store beløb i at forske og udvikle nye klæbemidler til industrien. Vi er en lille virksomhed med 10 ansatte, og for at vi kan være relevante i en verden, hvor konkurrencen er stadig hårdere og konkurrenterne stadig større, så har vi brug for at lytte til vores kunder og udvikle specielle klæbemidler, som passer præcis til deres behov,” siger Jørgen Thaulov.

Pro-Glue er også en virksomhed, der gør sig umage for at fastholde sine medarbejdere i mange år og være en god og aktiv nabo i forhold til lokalsamfundet. Selv blev Jørgen Thaulov ansat i virksomheden som laborantelev i 1988, siden blev han sælger, salgschef, adm. direktør, og i 2010 overtog han hele aktiekapitalen i virksomheden i et såkaldt manegement buy-out. Der overtog han også produktionsfaciliteter, varemærker, patentrettigheder og det gamle andelsmejeri, hvor virksomheden har haft til huse siden 1961, og således snart har 60 års jubilæum i Lille Skensved.

”Det er berigende at få lov til at kigge forbi vores lokale virksomheder for at høre, hvad der rører sig hos dem, og få en endnu bedre fornemmelse af, hvordan vi i Solrød Kommune på bedst mulig vis kan støtte op om vores lokale virksomheders vækst og udvikling. Når der samtidig er tale om en virksomhed, som både er innovativ, og som gør en ekstra indsats over for sine medarbejdere og over for lokalsamfundet, så er det en ren fornøjelse at være på besøg,” siger borgmester Niels Hörup.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.