Safia Nabiyar, en ung pige på 17 år, er månedens kunstner i august på Solrød Bibliotek. Safia går på Kalundborg Gymnasium og er samtidig tilknyttet ungdomsorganisationen Rapolitics. Safia får dog også tid til at dyrke sin store interesse for kunsten, som er blevet omsat til mange billeder siden hun startede som tiårig.

”Jeg tegner og maler surrealistiske billeder og blander disse to udtryksformer ud fra nogle æstetiske overvejelser. Jeg anvender bl.a. trækul, akvarel og oliemaling på akvarelpapir. Jeg foretrækker at lave portrætter – ofte med en twist. Selv et simpelt billede kan have rigtig mange fortolkningsmuligheder. Det er hele idéen bag det jeg arbejder med som kunstner”, fortæller Safia og fortsætter:

”Min inspiration til det enkelte billede kommer fra de tanker og følelser, jeg går og pusler med, men det kan også være konkrete begivenheder i mit liv. Det er således mine holdninger til mange ting og spørgsmål, jeg prøver at forme og udtrykke på papiret. Det at være kreativ er blevet en del af min identitet. Mine tegninger er en måde at komme ud til folk og påvirke dem, samtidig også en måde at bruge min stemme på. Jeg har en masse jeg vil sige, og kunsten er blevet et medie jeg bruger ofte. Jeg deler mine tegninger på Instagram og får bl.a. feedback derfra”, afslutter Safia denne lille samtale som optakt til hendes udstilling.

Der er fernisering på Safia´s udstilling lørdag den 3. august kl. 11-13.

På vegne af udstillingsudvalget ved Solrød Bibliotek

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.