Efterårets Teaterfestival bringer to populære, litterære karakterer til Solrød Bibliotek og Kulturhus.

Lørdag d. 9.10 kl. 10.30-11.15 kan de 3-8 årige børn og deres voksne nyde Comedievognens populære dramatisering af Gunilla Bergströms elskede børnebøger om Alfons Åberg, en energisk lille fyr med livlig fantasi. Forestillingen baserer sig på flere af disse hverdagshistorier om Alfons og hans rare og distræte far. “Selvfølgelig er der ikke spøgelser til” siger Alfons. “Og heller ingen uhyrer eller mystiske marsmænd. Selvfølgelig ikke! Kun i fjernsynet og på film og i eventyrbøgerne.” Men sommetider glemmer Alfons det.

Lørdag d. 16.10 kl. 10.30-11.20 viser Asterions Hus deres farverige forestilling Robin Hood. Her kæmper to skuespillere om rollen som Robin. Hun vinder, og han må tage alle de andre roller – som Lille John, Sheriffen af Nottingham og ikke mindst som Lady Marion. De fægter og slås med stokke, kårder og sværd, så publikum jubler – og de kysser, så der skriges i frydefuld afsky. En hurtig, spændende og forførende fortælling om Robin Hood og hans muntre svende. Forestillingen er for alle fra 7 år.

Billetter koster 50 kr. og kan bestilles på Solbib.dk.

Både børn og voksne skal have billet.

Kilde: Solrød Bibliotek og Kulturhus

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.