I de sidste 14 dage har det vrimlet med elever fra 4. -6.klasse på Solrød Bibliotek og der er blevet duftet, bygget, tegnet, spillet og ikke mindst tænkt, så det knagede i alle hjernerne!

Hjerneaktivitet, sanser og reaktioner Godt 300 elever fra mellemtrinnet på skolerne i Solrød Kommune har deltaget i undervisningsforløbet ”Hvem styrer din hjerne?”. Her er eleverne blevet ført rundt i alle mulige kroge og afkroge for at undersøge deres egen og hinandens hjerneaktivitet, sanser og reaktioner.

Sjov formidling af forskning på biblioteket Forløbet er udviklet af skoletjenesten SCIENCE – Københavns Universitet, Forskningens Døgn og Danske Folkebiblioteker i forbindelse med vidensfestivallen Forskningens Døgn, som netop har været afholdt landet over.  Projektet har haft til formål at sætte forskning på skoleskemaet på en sjov og eksperimenterende måde og at sætte fokus på biblioteket som et anderledes formidlings- og læringsrum.

Muskelhukommelse og sukker på læberne De mange elever kastede sig med entusiasme over de fire baser med forskellige øvelser og brugte smartphones og QR-koder til at se introduktionsvideoer og løse forskellige online opgaver og spil.  Drengene især var vilde med øvelser, hvor de skulle optræne deres skills og muskelhukommelse med hacky sacks, bolde og kendamaer. Mange frustrationer og sejrshyl opstod der, hvor børnene skulle illustrere nervecellernes elektriske signaler med dominobrikker, der væltede alt for nemt og krævede en del samarbejde. At bygge et signalstofmolekyle af plastikkugler krævede overblik og tålmodighed og at mundaflæse ord som pudekamp og Instagram var heller ikke så nemt, som man måske kunne tro.  En øvelse med at undertrykke reflekser delte vandene – nogle børn elskede det søde islæt og gik rundt med sukker på læberne resten af dagen, mens andre slet ikke kunne få det væk hurtigt nok.   Grinet, kæmpet og spekuleret blev der i hvert fald på børnebiblioteket!

Biblo.dk ”Hvem styrer din hjerne?” er desuden den første kampagne på et nyt site for børn og unge, biblo.dk. Biblo.dk er udviklet af de danske børnebiblioteker og er et online-fællesskab, hvor børn kan dele interesser med hinanden i åbne grupper. De deltagende elever kunne derfor afslutte forløbet med at deltage i en konkurrence ved at uploade en video på biblo.dk.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.