Efter hver generalforsamling i Solrød Lærerforening har Solrød Byråd modtaget et referat med fagforeningens syn på skolevæsnet ”tilstand”. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at det denne gang passer godt i LA & De Konservatives dagsorden på Christiansborg, og derfor den pludselige interesse.
Men vi skal som bestyrelsesmedlemmer i den virksomhed, der hedder ”Solrød Kommune”, være vores opgave voksen og være beviste om konsekvenserne af vores handlinger. Hvis vi mødes med én fagforening, og derved giver dem særbehandling, så har vi skabt præcedens for denne metode. Herefter ville det være nærliggende, at fx BUPL, FOA eller 3F naturligvis også ville kræve samme behandling. Solrød Kommune har overenskomster med ca. 30 fagforeninger, så møderækken kan hurtigt blive betragtelig.
Yderligere så ville det også være at snigløbe vores administration, samarbejdsudvalg og tillidsmandsstruktur og hele den stærke faglighed, som ligger deri, hvis vi som udvalg/byråd overtager kommunikationen med fagforeningerne.
Det er ikke ensbetydende med, at vi som lokalpolitikere ikke skal opsøge dialog og modtage kvalificerede input fra fagfolk/interessenter. Men der er en principiel og væsentligt forskel på at gøre det som politiker eller som myndighed.
Det gjorde Venstre allerede opmærksom på ved første drøftelse af denne idé, og opfordrede alle interesserede partier/lister til at tage direkte kontakt, og få uddybet Solrød Lærerforenings synspunkter. Venstres 2 medlemmer i Familie- og Uddannelsesudvalget gjorde netop det allerede d. 21. april og vores bemærkninger herfra kan findes under læserbrevet ”Venstre til kaffe hos Solrød Lærerforening” (Sydkysten 26. april).
Så vi kan kun melde ”hus forbi”, når Venstre bliver beskyldt for at ikke at ville dialogen – tværtimod har vi allerede taget den!
Kim Sunesen & Frederik Leisner, Venstre i Solrød.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.