Det bliver den nuværende gruppeformand Jonas Ring Madsen som bliver Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2021. Jonas Ring Madsen blev valgt på den ekstraordinære generalforsamling den 21. oktober 2020 uden modkandidater.

Jeg er naturligvis både glad, stolt og ydmyg over den store tillid som partiet har vist mig ved, at vælge mig som borgmesterkandidat. Med tilliden følger et ansvar, et ansvar for at socialdemokratiet stor stærkest muligt i vælgernes bevidsthed når krydset skal sættes på valgdagen” siger Jonas Ring Madsen og fortsætter

Det ligger dybt i vores Socialdemokratiske DNA at tage ansvar. Tage ansvar for Danmark. Tage ansvar for Solrød. Det har vi altid gjort, og det vil vi altid gøre. Som det moderne velfærdsparti er vi garant for, at vi i fællesskab finder de rigtige løsninger på borgernes og virksomhedernes udfordringer i Solrød Kommune. Vores kommune skal være tæt på de ønsker og behov, som borgerne har brug for og en kommune, der lægger vægt på kvalitet og service. Og her skal vi fokusere på kernevelfærdsydelserne. Gode dagtilbud, en stærk folkeskole og omsorg for vores ældre

Jonas Ring Madsen blev valgt ind i Solrød byråd ved valget i 2017. Han er medlem af økonomi-, teknik- og miljøudvalget og næstformand i familie- og uddannelsesudvalget. Han blev valgt som formand for den socialdemokratiske gruppe i 2019.

”Vi har brug for at udvikle kommunen i tæt samarbejde med borgerne. Vi skal have borgerne med helt ind i maskinrummet, så det er borgernes løsninger der er i centrum. Derfor er det vores vision, at der etableres borgerudvalg der skal anbefale konkrete løsninger til byrådet. Især ved anlægs- og udviklingsprojekter. Solrød Kommune har brug for andre politiske løsninger og en fornyelse af de idéer der i dag er herskende i byrådet. Det er helt afgørende at få tilliden tilbage i lokalpolitik i Solrød Kommune”, slutter Jonas Ring Madsen.

Formanden for den socialdemokratiske partiforening i Solrød Anette Blem siger, at Socialdemokratiet med valget af Jonas Ring Madsen står godt rustet til den kommende valgkamp. ’De øvrige kandidater og den samlede liste vil blive besluttet på en generalforsamling i marts 2021. Vi går også i gang med at udforme vores politiske program for 2021 – 2025 og vi vil invitere Solrøds borgere med til dette arbejde. Dermed er vi godt rustet til den demokratiske dyst med de andre partier i valgkampen, så borgerne får det bedste grundlag at vælge på.

Jonas Ring Madsen bor i Solrød Strand sammen med Lotte. De har sammen Sigrid og Noora. Jonas Ring Madsen er uddannet i Politik & Administration fra Aalborg Universitet og arbejder til dagligt i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Kilde: Socialdemokratiet i Solrød

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.