Det er med stor tilfredshed, at vi – også her i Solrød – kan konkludere, at Venstre-regeringen på Christiansborg nu også har indset, at de stive inklusionskrav på folkeskoleområdet bør afskaffes. Vi har længe kæmpet for at få dem fjernet, og med Venstres nye drejning ser det endelig ud til, at der er flertal for det.

Kravet lød oprindeligt på, at 96 procent af alle skolebørn skulle inkluderes i den almindelige undervisning. Vi var oprindeligt selv med, men det viste sig desværre hurtigt, at det var en fejl. Egentlig var det jo et ganske nobelt ønske om, at så mange som muligt skulle være en del af den almindelige klasseundervisning, men meget hurtigt viste det sig, at det var langt flere ulemper end fordele med det skrappe krav.

Det udviklede sig dels til en spareøvelse for mange kommuner, da pengene fra specialundervisningseleverne ikke nødvendigvis fulgte med over i almenskolen. Dermed blev det ganske vist billigere, men det kan de mange børn jo ikke bruge til noget. Og dels har ’ikke-inkluderbare’ børn, som der jo helt naturligt også er, været presset ind i almenklasser, fordi kommunerne skulle imødekomme 96 procent-kravet.

Det har hverken været godt for den ene eller den anden type børn. Det må og skal være sådan, at det er det enkelte barn, der er i centrum. Det enkelte barns behov er det, som det hele handler om. Ikke formler eller procenter eller måltal. Det er det offentlige, der er til for danskerne og deres rettigheder – og ikke danskerne, der er til for det offentliges krav.

Så herfra skal der lyde en stor ros til Venstre og til ministeren for at komme vores og andre partier i møde på området.

Morten Scheelsbeck
Byrådsmedlem
Konservative i Solrød

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.