Tirsdag den 1. oktober åbnede Folketinget efter sommerferien, og det skete med pomp og pragt, med kongeligt besøg og med en lang åbningstale fra statsministeren – alt sammen nøjagtigt, som traditioner og ikke mindst Grundloven foreskriver.

Ifølge Grundloven skal Folketinget nemlig åbne 1. oktober, og statsministeren skal holde en tale, hvor han eller hun giver hele landet en opdatering på ‘nationens tilstand’.

“Første tirsdag i oktober er noget helt særligt på Christiansborg. Stemningen er hektisk og spændt, og der er særligt mange mennesker og særligt meget pressedækning hele dagen,” fortæller Morten Scheelsbeck, der er byrådsmedlem i Solrød, men som til dagligt arbejder på ‘Borgen’ og tirsdag oplevede sin tredje folketingsåbning på tæt hold.

Medlemmer og ansatte fra Folketinget tager sammen til gudstjeneste om formiddagen, og senere topper dagen for de fleste, når regentparret ankommer 11.40, og når statsministeren holder sin meget vigtige tale lidt over klokken 12.00.

“Selvom Folketinget først officielt åbner første tirsdag i oktober, holder landspolitikerne dog ikke fri op til. De arbejder skam også henover sommeren, for de skal jo netop være klar, til Folketinget åbner, og selve det parlamentariske og lovtekniske arbejde går i gang. Det er det, vi kalder et folketingsår, politikerne nu tager hul på,” understreger Morten Scheelsbeck.

Folketingsår er ifølge Grundloven betegnelsen for den periode, der normalt begynder med Folketingets åbning den første tirsdag i oktober klokken 12.00 og afsluttes samme tidspunkt det efterfølgende år. I realiteten afsluttes Folketingsåret dog midt i juni, hvor Folketinget går på sommerferie.

 

Billedtekst

Sådan så det ud, da Dronning Margrethe og resten af den kongelige familie ankom til Christiansborg i tirsdags. Kongefamilien er som en tradition på plads, når Folketinget åbnes, og statsministeren holder sin åbningstale. Dronningen blev budt velkommen af Folketingets formand Pia Kjærsgaard.
Foto: Morten Scheelsbeck

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.