Claus Redder Madsen er ny gruppeformand for Socialdemokraterne i Solrød og bliver “oppositionens leder”. Rollen overtager han fra Tonny Lauridsen, der har besluttet at ”trappe ned” på den kommunalpolitiske scene.

Forbundssekretær og 2. viceborgmester Claus Redder Madsen bliver Socialdemokraternes nye gruppeformand i Solrød. Det blev officielt til Socialdemokraternes traditionelle Nytårskur søndag d. 10. Januar 2016, hvor medlemmerne blev orienteret om rokaden.

53-årige Claus Redder Madsen har været medlem af kommunalbestyrelsen siden kommunalvalget 2005, hvor han var spidskandidat, og sidder således i sin 3. periode. Han er uddannet politimand og har siden 2004 arbejdet som forbundssekretær i Politiforbundet.

Efter offentliggørelsen udtaler Claus Redder Madsen: ”Jeg er meget glad for, at Tonny fortsætter i Byrådet, så vi kan videreføre vores gode samarbejde og sparring frem mod kommunalvalget i 2017. Vi skal fortsat følge vores overordnede strategi om at samarbejde bredt i Byrådet, hvorved vi får størst indflydelse på de lokale beslutninger”.

”Udfordringer – særligt de kommende år – med yderligere besparelser og nedskæringer vil helt sikkert præge billedet, så vi skal som minimum søge at fastholde det nuværende serviceniveau og sikre, at besparelserne kommer til at ske på områder, hvor det gør mindst ond for de svageste borgere. Her tænker jeg også på, at vi skal udmærke os ved at være en kommune, hvor vi arbejder aktivt med integration og respekt for de etniske minoriteter, der bor her”.

”Jeg glæder mig til at gøre Solrød til en endnu bedre kommune at bo og udfolde sig i” sagde Claus Redder Madsen.

Med venlig hilsen
Flemming Frisk Andersen
Formand for Socialdemokraterne i Solrød

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.