De Konservative med Hans Odder i spidsen beklager sig over, at blive kaldt ultra liberale – undertegnede har nu ingen problemer ved at stå ved udtalelsen, anderledes kan det ikke være, når de Konservative i Solrød ønsker at gennemføre markante besparelser for at kunne levere skattelettelser.

På Christiansborg er både Venstre og Konservative klare fortalere for, at skatten på især arbejde skal ned, og enigheden rækker også til, at det skal ske gennem nulvækst. Det eneste parti der på Borgen taler for direkte besparelser er Liberal Alliance – Så et forslag som barberer +20 mio. kr. af et nulvækstbudget, for at finansiere skattelettelser ER ultra liberal politik.

Ved dette års budgetforhandlinger har vi for første gang i Solrøds 44-årige historie set de Konservative (sammen med Liberal Alliance og Grundejerne) ultimativt sige, at direkte besparelser på både serviceniveau og udvikling af Solrød skal finansiere skattelettelser.

Jeg er drøn ærgerlig over, at det tætte parløb vi i Venstre har haft med de Konservative siden 1970 om skabelsen af Solrød kommune, nu i den grad brydes. Det er her værd at bemærke, at parløbet blandt andet har resulteret i, at Solrød i 2014 har landets 11. laveste skattetryk (jf. Finansministeriet).

Jeg håber ikke at de Konservatives nu tætte parløb med Grundejerne, også resulterer i Konservativ opbakning til Grundejernes seneste klare udmelding om, at når nu skatten ikke sættes ned i denne omgang, så skal vi i stedet for lægges sammen med Greve?

Venlig hilsen
Ivar Haugaard-Hansen
Venstre i Solrød, udvalgsformand

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.