Det har længe været en velkendt konservativ mærkesag, at bilerne skal være billigere. Men i et nyt konservativt udspil vil partiet også fritage sikkerhedsudstyr for afgifter, så det bliver billigere at købe mere sikre biler. Udspillet kom fra partiet fredag, og samme morgen var de lokale konservative fra Solrød på gaden for med skilte og plakater at henvende sig direkte til bilister på vej på arbejde.

Fokus på billigere sikkerhed

”Danske familier – også her i Solrød – fortjener både billigere og sikrere biler. De skyhøje bilafgifter betyder desværre, at den danske bilpark i dag er domineret af forældede og små biler, som ikke giver danskerne den nødvendige sikkerhed i trafikken,” forklarer Brigitte Klintskov Jerkel, der er konservativ folketingskandidat i Grevekredsen.

Derfor støtter de lokale konservative to konkrete politiske forslag, der skal sikre danskerne muligheden for at købe billigere og sikrere biler. Dels skal registreringsafgiften sænkes fra 180 til 105 procent, og dels skal en lang række sikkerhedsudstyr som bedre bremser, selealarmer og sikrere sæder helt fritages for afgift, så det bliver standard i flere biler.

”Det er ikke rimeligt, at der er en slags topskat på biler, der netop gør sikre familiebiler langt dyrere end de mindre modeller. Vores forslag om at afskaffe den vil føre til, at en dansk familie kan spare 50.000 koner på en bil, der uden registreringsafgift koster 150.000 kroner,” understreger Brigitte Klintskov Jerkel.

Nyere biler er sikrere

Den lokale konservative folketingkandidat lægger vægt på, at den mest solgte bil i Danmark er mikrobilen Volkswagen Up. Til sammenligning kører den typiske svensker rundt i en Volvo V70 og en tysker i en Golf. Begge meget sikrere biler end Up’en.

”Danmark har i europæisk sammenhæng en midaldrende bilpark, hvor biler i gennemsnit bliver 9,1 år gamle, og en rapport fra DTU har vist, at hvis alle biler i Danmark var blot et år nyere, kunne kan reducere antallet af trafikdrab med 30 procent,” afslutter Brigitte Klintskov Jerkel.

De konservative understreger i øvrigt, at de på sigt ønsker en fuldstændig omlægning af registreringsafgiften, så bilen beskattes ud fra parametre som vægt og C02-udledning frem for blot værdi, som det er tilfældet i dag.

 

 

Billedtekst: De lokale konservative fra Solrød og Greve var fredag morgen på gaden med grønne skilte med budskaberne ’Sikrere biler til danskerne’ og ’Billigere biler til danskerne’. Partiet vil have sænket afgifterne på både biler og sikkerhedsudstyr.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.