Hele 26,2 af teenagerne på kommunens tre skoler, Havdrup Skole, Uglegårdsskolen og Munkekærskolen stemte på Det Konservative Folkeparti ved det netop overståede skolevalg.

Det konservative resultat i Solrød er faktisk det bedste for partiet i hele landet. I ingen andre kommuner i landet fik Det Konservative Folkeparti så mange stemmer.

Især på Havdrup Skole og Uglegårdsskolen fik partiet stor succes med henholdsvis 32,4 og 29,3 procent af stemmerne. Det borgerlige parti kan især være stolt af valget på Uglegårdsskolen, hvor partiet sammen med da andre borgerlige partier opnåede hele 86,4.

Ros til engagerede elever

Den unge konservative debattør fra paneldebatten Uglegårdsskolen op til valget beskriver debatten på skolen således:

“Der var god stemning, og eleverne var godt forberedte og stillede en masse gode spørgsmål. Der var især opbakning til fjernelse af topskat, til niveaudeling i folkeskolen samt afskaffelse af de tvungne lektiecaféer,” siger Morten Bordrup, der 21 år og forretningsudvalgsmedlem hos Konservativ Ungdom, og fortsætter:

“Det var selvfølgelig dejligt for os at se, at eleverne i Solrød er enige i de konservative dyder så som nationalfølelse, frihed og socialt ansvar, men det var overordnet set også bare fantastisk at opleve, hvordan de unge engagerede sig i en politisk debat. Det tegner godt for fremtiden.”

Konservativt håb for fremtiden

De lokale konservative i Solrød er naturligt nok meget glade for resultatet i deres kommune, men den politiske ordfører Morten Scheelsbeck understreger, at det ikke betyder, at partiet nødvendigvis vil vokse massivt ved næste kommunalvalg:

“At 26,2 procent af kommunens teenagere stemte konservativt ved skolevalget, betyder desværre ikke, at vi så automatisk får 26,2 procent, når teenagerne får stemmeret. Det ville ellers være dejligt, men der skal kæmpes utroligt hårdt for hver eneste stemme, og det arbejder vi selvfølgelig videre på uden at hvile på laurbærrerne. Men det er da klart, at så flot et resultat giver os troen på, at der er muligheder for en solid konservativ fremtid i Solrød. Nu ved vi, at vores holdninger vinder indpas blandt de unge, og det giver bare ekstra blod på tanden,” afslutter Morten Scheelsbeck, der sidder i byrådet for De Konservative i Solrød.

Det samlede resultat for alle landets kommuner kan i øvrigt ses på www.skolevalg.dk/valgresultat/

For yderligere kommentarer, kontakt Morten Scheelsbeck på 61 62 33 65.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.