Torsdag den 9. juni kan du møde Naser Khader i kantinen på Solrød Rådhus. Det sker fra 19.00 til 21.00.
Det er de lokale konservative fra Solrød og Greve, der inviterer på en spændende aften, hvor fokus er på den internationale flygtningekrise netop nu.
Naser Khader vil holde et oplæg om baggrunden for flygtningesituationen, og han vil blandt andet fortælle om de borgerkrige i Mellemøsten, der har været hovedårsagen til den krise, som det meste af Europa oplever i øjeblikket.
Senest – her i foråret – har EU opnået en såkaldt flygtningeaftale med Tyrkiet, der skal bremse den massive tilstrømning. Vil den aftale have afgørende betydning for situationen, er det noget, vi kan klare fra dansk hold, eller skal Europa stå sammen – og hvad mener Naser Khader selv, at vi bør gøre?
Naser Khader er selv født og opvokset i Syrien. Han kom til Danmark som stor dreng. Han har blandt andet været vært på P1’s prisvindende radioprogram Arabiske Stemmer, og i dag sidder han i Folketinget for Det Konservative Folkeparti og er blandt andet ordfører for flygtninge og udenrigspolitik.
Arrangementet er åbent for alle, så man er velkommen til at tage et familiemedlem eller en nabo med – og de lokale konservative værter giver en kop kaffe og småkager. Interesserede kan tilmelde sig til Morten Scheelsbeck på ms@solrod.dk.