I onsdags rykkede den mere og mere aktuelle debat om de høje grundskyldsregninger til de danske boligejere for en periode fra landets kommuner ind i folketingssalen på Christiansborg. I Solrød Kommune har debatten fyldt særdeles meget de senere år, samtidig med at boligskatterne er steget. Det skete, da Det Konservative Folkeparti i Folketinget stillede forslag om, at grundskylden fastfryses i kroner og ører, så regningerne ikke stiger yderligere.
Der var dog kun opbakning fra Liberal Alliance til det konservative forslag, hvilket betød, at forslaget blev afvist, og det ærgrer de lokale konservative i Solrød Kommune:

“Vi har igen og igen fra Venstre her i kommunen hørt, at grundskylden var noget, der skulle gøres noget ved fra Christiansborg, og som man ikke kunne klare fra kommunens side. Det har været Venstres undskyldning for ikke at gøre noget ved problemet her lokalt. Men når Venstre så endelig har muligheden på Christiansborg, så vælger de ikke at gøre noget ved sagen. Det er vi meget skuffede over,” udtaler Morten Scheelsbeck, der er politisk ordfører for De Konservative i Solrød.
Morten Scheelsbeck forklarer, at han godt vidste, at venstrefløjen i Folketinget ville være imod, men at de konservative forslagsstillere til det sidste håbede, at de kunne regne med opbakning fra deres nære politiske allierede – det store borgerlige parti Venstre. Det skete dog ikke.

“Hvis Venstre hverken på Christiansborg eller i byrådet i Solrød Kommune er villige til at gøre noget ved problemet, bliver det en hård kamp op ad bakke at få bremset de stigende skatter. Det må vi nu erkende. Det får os dog ikke – hverken lokalt eller nationalt – til at opgive kampen. Vi vil fortsætte med at forsøge at råbe de større partier op, for de har alle sammen vælgere, der bliver mere og mere pressede af de stigende boligskatter, og problemets omfang må gå op for de andre partier på et tidspunkt,” håber Morten Scheelsbeck. Han siger nu, at de lokale konservative vil tage ønsket om en lavere grundskyld med til de kommende forhandlinger i efteråret om Solrød Kommunes budget.

I Solrød Kommune er grundskylden blandt landets højeste i kroner og ører, og en gennemsnitlig husejer i kommunen betaler over 20.000 kroner efter skat for at få lov til at blive boende i deres boliger. Grundskylden steg senest ved årsskiftet i kommunen.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.