Af Brian Mikkelsen, gruppeformand, Det Konservative Folkeparti

Danske familier hærges i høj grad af indbrud begået af kriminelle udlændinge. Desværre har den nuværende regering ikke ville være med til at stramme op de rigtige steder for at bremse problemet, men det håber vi nu på, at et folketingsvalg kan lave om på.

For hvis der er noget, som de danske familier altid skal kunne være sikre på – så er det, at de skal kunne have deres egne ting i fred, uden at nogen kommer og stjæler dem, og at de skal kunne gå i fred, uden at nogen kommer og overfalder dem. Desværre er vi alt, alt for blødsødne herhjemme over for udenlandske kriminelle.

For det første er straffene for indbrud for lave, og for det andet er de kriminelle ikke bange for at blive udvist af Danmark. De rejser blot tilbage hertil og fortsætter deres togter.

Hvis en kriminel udlænding bliver taget i at vende ulovligt tilbage til Danmark, koster det en dom på mellem 10 dage og 60 dages fængsel. Disse milde domme gør Danmark attraktivt for røverbander.

Derfor vil jeg have hævet straffen for overtrædelse af indrejseforbuddet. I stedet for den blødsøde ligegyldighed bør straffen som udgangspunkt være mindst ét år. Dermed sender vi et klart signal om, at de kriminelle absolut ikke er velkomne, og at det ikke kan betale sig for dem at sætte benene på dansk grund.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.