Af Brian Mikkelsen, skatteordfører, Det Konservative Folkeparti

Der bliver desværre ved at med at dukke absurde eksempler op på, hvor ubehagelig, uretfærdig og endda tilfældig grundskylden er.

 Jeg spørger endnu en gang mig selv om, hvor længe statsministeren kan tillade sig at være fuldstændigt ligeglad med, at grundskylden konstant stiger. Hvor længe statsministeren kan ignorere, at det vil tvinge flere familier ud af deres boliger og føre til en konstant økonomisk usikkerhed for rigtig mange danskere. Eller hvor længe statsministeren vil se stiltiende til, mens naboer i ens huse betaler vidt forskellig grundskyld.

 Det går ud over familiernes frihed, når de ikke ved, om de har råd til at blive boende i deres hjem de kommende år.

Men de absurde eksempler stopper ikke her, og nu er den gal igen. Senest kunne vi i Politiken for få dage siden læse, at 80 identiske rækkehuse på Holmen i København har betalt vidt forskellig grundskyld. Én havde betalt 27.720 kroner om året – altså efter skat – mens naboen i et identisk hus på en identisk grund havde betalt 10.101 kroner. Det lyder langt ude, men den er god nok.

 Vel er regeringen ikke ligefrem kendt for at beskytte boligejerne, men jeg synes virkelig, at det er pinligt. Sagen viser i hver fald tydeligt behovet for at få gjort noget ved det.

I Det Konservative Folkeparti har vi sagt det før, men det er tydeligvis nødvendigt at sige det igen: Der skal hurtigst muligt indføres et helt nyt ejendomsvurderingssystem, som er enklere og mere retfærdigt end det nuværende. Men vigtigst af alt skal vi have stoppet stigningen i ejendomsskatterne. Grundskylden må  ikke stige med en krone eller en øre de kommende år. Det vil give tryghed for borgerne.

 Grundskyld – og boligskatterne generelt – handler om mere end bare kroner og ører. Det handler om, at danske familier skal kunne have tillid til, at et offentligt system som SKAT ikke inddriver flere penge end højst nødvendigt.

Vi betaler i forvejen nogle af verdens højeste skatter – men nok må være nok.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.