På søndag, den 25. maj, skal vi til stemmeurnerne og i fællesskab sammensætte Europa-Parlamentet for de næste fem år. Danmark har 13 sæder i parlamentet, og jeg har sat mig til tasterne, fordi jeg gerne vil gøre alle mine medborgere i Solrød Kommune opmærksomme på en af spidskandidaterne, der faktisk kan gøre en stor forskel på et af de mest alvorlige problemer for indbyggerne i Solrød Kommune. Det drejer sig om indbrud, og det drejer sig om den konservative spidskandidat Bendt Bendtsen.

Igennem mine mange år som borger i kommunen og også igennem mit politiske arbejde ved jeg, hvor stort et problem indbrud er her i byen. Vi ligger ganske enkelt gang på gang i toppen af indbrudslisterne, og det er vanvittigt frustrerende, at vi danskere ikke kan have vores hjem og vores ejendele i fred.

Konservativ indbrudspakke
Derfor var jeg utroligt lykkelig, da jeg for et par uger siden læste i avisen, at Bendt Bendtsen fremlagde en decideret indbrudspakke som en del af sit valgoplæg.

Danmark er et af de lande i EU, der er allerhårdest ramt af de omrejsende kriminelle, og kilder i politiet har vurderet, at op imod halvdelen af alle indbrud i Danmark begås af kriminelle fra Østeuropa. Derfor passer initiativet særdeles godt ind i EU-valgkampen. Et internationalt problem skal nemlig bekæmpes internationalt.

Bendt Bendtsen havde blandt andet fem konkrete forslag, som skal dæmme op for den stigende organiserede kriminalitet. Pakken består kort fortalt af disse punkter:

  • Der skal afsættes flere penge til politiet for at sikre ressourcer til efterforskningen af internationale netværk, ligesom den grænseoverskridende kriminalitet skal opprioriteres.
  • Et øget samarbejde med politi-og efterforskningsenheder i de andre EU-lande især fra de østlande, hvor de kriminelle i stor stil kommer fra.
  • Individuelle aftaler om hjemsendelse, hvor landende forpligtiger sig til at modtage de kriminelle statsborgere til afsoning i hjemlandet.
  • Minimum ét års ubetinget fængsel for overtrædelse af indrejseforbud, så kriminelle ikke fristes til at rejse tilbage for at begå ny kriminalitet.
  • Kriminalitetsbekæmpelsen i Europol-regi skal styrkes. Det danske retsforbehold betyder, at Danmark bliver sat uden for Europol-samarbejdet, når EU-Kommissionens forslag til en ny Europol-forordning bliver vedtaget. Derfor skal retsforbeholdet omdannes til en tilvalgsmodel, så Danmark fortsat kan være en del af Europol.

Bendt Betjent er tilbage
Bendt Bendtsen var den første – og hidtil eneste – spidskandidat, der har fremlagt en decideret pakke med forslag til, hvordan vi bekæmper den stigende indbrudsturisme, og han har været hård og kontant hele vejen igennem valgkampen.

Tidligere blev Bendt Bendtsen lidt drillende og satirisk kaldt Bendt Betjent. Men faktisk er øgenavnet – som Bendt efterhånden er blevet ganske glad for – blevet mere og mere relevant at pille frem igen. Bendt har jo selv været kriminalbetjent i 20 år hos Fyns Politi, så han taler trods alt med en vis troværdighed, når han udtaler sig om, hvordan vi bedst bekæmper organiseret kriminalitet.

Jeg giver Bendt min stemme på søndag, og jeg vil gerne opfordre alle andre til at gøre det samme. Det er uhyre vigtigt, at Bendt bliver valgt, så den opprioriterede kamp mod indbrudsturisme kan blive en politisk realitet.

Hans Odder
Gruppeformand og byrådsmedlem
De Konservative i Solrød

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.