Børnene kommer i anden række, når flere og flere kommuner tvinger børn tidligere fra vuggestue til børnehave. Helt små børn, som kræver opmærksomhed, omsorg, trøst og kram. Det er helt galt.

41 af landets 98 kommuner tillader, at børn starter i børnehave, før de er fyldt tre år, selvom det er imod eksperternes anbefaling. I Solrød kommune må barnet starte i børnehave, når det er 2 år og 10 måneder.

Det er ikke i orden, når vi ved, at selv få uger ekstra i vuggestuen kan være helt afgørende for et barns udvikling. Det er den periode af et barns udvikling, hvor kontakten med voksne betyder allermest.

I SF mener vi ikke, at det skal være muligt for kommunerne at hente penge ved at spare på barnets tarv. Kommunerne sparer nemlig penge ved at rykke børnene tidligere, da det er billigere for kommunerne at have børn i børnehaven end i vuggestuen. Det vigtigste er, at børnene bliver rykket i det tempo, som passer dem, ikke i det tempo som passer kommunens budget.

Derfor foreslår vi i SF, at man tidligst må sende børnene fra vuggestue/dagpleje til børnehave, når børnene er fyldt 3 år, medmindre forældrene ønsker en tidligere start, og barnets pædagoger samtidig vurderer, at det er forsvarligt.

Vi skal give børnene ro på. Børnene kommer først – ikke hensynet til nye sparebudgetter.

Af Jacob Mark, børneordfører for SF

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.