Udviklingen af det lokale demokrati er et emne, der optager SF Solrød.

Vores bevægelsesfrihed på området er dog i høj grad reguleret af centrale fastlagte retningslinjer. Fingerplaner, trafikkorridorer, regionsplanlægning og boligudbygningsplaner/ by og land giver med hver deres ret nogle begrænsninger for den kommunale selvbestemmelse.

Det er et vilkår!

Men, hvordan bruger vi så de muligheder, vi har, på lokal indflydelse?

Det kan gøres bedre. Vores politiske struktur med tre udvalg passede godt for over tyve år siden. Men i dag med øget globalisering og et samfund indeholdende en hyperkompleksitet, er det slet ikke sikkert, at vores nuværende opgavefordeling er optimal. Derfor vil SF Solrød stille forslag om, at den nuværende udvalgsstruktur kigges igennem i sømmene.

SF Solrød vil derfor arbejde for, at

• Der oprettes et selvstændigt Klima-, natur- og miljøudvalg
• Sikre fagudvalgenes selvforvaltning og større mulighed for inddragelse af relevante aktører
• Der udvikles en samarbejdsmodel i Solrød baseret på aktivt medborgerskab, ekspertviden og ansvarlig økonomi
• Byrådet ændrer navn til Kommunalbestyrelsen

SF Solrød mener, at der er behov for at oprette et selvstændigt Klima-, natur og miljøudvalg for at støtte op om den grønne omstilling. Desuden mener vi, at flere områder skal styrkes ved at flytte en større del af sagsbehandlingen fra Økonomiudvalget over i de relevante udvalg.

I SF Solrød ønsker vi ligeledes at udfordre den nuværende struktur i den kommunale politikudvikling og er åbne for en langt mere eksperimenterende kultur med borgerinddragelse, lokalråd/ landsbyråd og en bred forståelse af interessenter – også i enkelte sager.

SF Solrød vil arbejde for en samarbejdsmodel i Solrød baseret på aktivt medborgerskab, ekspertviden og ansvarlig økonomi, hvor netop samarbejdet mellem lokale interesseorganisationer, borgere og kommunen danner grobund for de mest innovative ideer og optimale løsninger til glæde for borgerne.

Endelig vil SF Solrød stille forslag om, at Byrådet ændrer navn til Kommunalbestyrelsen. “Byrådet” er gammeldags og signalerer ikke, at de folkevalgte er hele kommunens valgte og derfor skal varetage den samlede kommunes interesse – altså en borgerbestyrelse.

Kilde: Claus Redder Madsen, 1. viceborgmester og medlem af byrådet for SF 

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.