Det bliver også byrådsmedlem Bo Nygaard Larsen, der skal stå i spidsen for Radikale ved næste års kommunalvalgkamp i Solrød. Det blev besluttet på et opstillingsmøde onsdag den 28. oktober i Solrød Aktivitets- og Frivillighedscenter, hvor han enstemmigt blev valgt uden modkandidat.

»Bo Nygaard Larsen gør det fantastisk i byrådet, hvor han er en tydelig stemme med klare radikale synspunkter. Det gælder ikke mindst i hans syn på sine medborgere, på klimaet, kærligheden til naturen og landsbyerne samt den retning, han mener Solrød skal udvikle sig i. Hverken transportcenter, en udvidelse af biogasanlægget og den nye planstrategi er det, vi radikale ønsker med vores kommune, og derfor er jeg glad for, at Bo også i de debatter har sagt markant fra,« siger Bjarne Sommer, formand for Radikale i Greve og Solrød, og fortsætter:

»Det kræver mod og vilje på den måde at kæmpe for det, man finder rigtigt, og det mod og den vilje har Bo.«

Bo Nygaard Larsen glæder sig over den store opbakning fra sine partifæller.
»Jeg er først og fremmest ydmyg over fortsat at skulle stå i spidsen for det radikale projekt her i Solrød. Det viser, at der er opbakning til min linje og tilgang til politik, og jeg er da også så privilegeret at have et stærkt bagland internt i partiet, ligesom jeg løbende får mange positive tilkendegivelser. Det er den slags, der giver styrke og en tro på, at det, jeg gør, er det rigtige,« siger Bo Nygaard Larsen.

Til foråret vil de øvrige kandidater på den radikale liste blive valgt, men allerede nu er forberedelserne til kommunalvalget godt i gang.

»I 2017 havde vi et stærkt hold, hvor vi sammen knoklede for den radikale sag. Det kommer vi også til med det kommende kandidathold, og med de erfaringer, vi har hidtil har høstet, vil det stille os endnu stærkere. Og det har Solrød brug for,« siger Bo Nygaard Larsen og fortsætter:

»Vi er også begyndt at se på mulige samarbejdspartnere op til valget. Radikale søger her et bredt samarbejde, men det er klart, at vi skal have et minimum af fælles holdninger, hvis det skal give mening. Derfor vil det være mest fornuftigt at kigge uden for det partnerskab, der i byrådet fornylig lavede budgetaftalen for næste år. Os, der står i opposition til budgetflertallet, har vores naturlige forskelligheder, men på mange måder er vi enige om, i hvilken retning hele kommunen skal udvikle sig, og hvordan vi i den proces bedre kan inddrage borgerne. Derfor vil mit politiske fokus være her,« siger Bo Nygaard Larsen.

Kilde: Bo Nygaard Larsen

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.