Et lille og ganske harmløs sag er nu blusset op. I øvrigt til vores store skuffelse. Liberal Alliance, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti ønskede, at Solrød byråds familie- og uddannelsesudvalg tog et åbent møde med Solrød Lærerforening om
udfordringerne ved de lange skoledage, efter at de selv havde rettet henvendelse til os. Dette harmløse forslag stemte Venstre først ned og tog derefter i stedet deres eget hemmelige og lukkede møde med lærerforeningen.

Venstre ville altså hellere holde et lukket og hemmeligt møde, hvor kun de selv deltog, mens K, LA og R foreslog, at der blev holdt et møde med hele udvalget, hvor vi kunne drøfte den vigtige sag med skolelærerne.

Det er sådan set fair nok. Der er altid mindst to sider af én sag, og her er vi blot uenige. Det skal der også være plads til – men det er da synd for den åbne dialog og ikke mindst det politiske samarbejde i Solrød, at Venstre kørte solo på denne sag.

Vi har den holdning, at hvis nogen har noget særligt interessant at byde ind med, så vil vi ikke af princip afvise, at det relevante udvalg kan mødes med dem. Det skal i hvert fald ikke diskvalificere Solrød Kommunes forskellige interessenters mulighed for
at mødes med politikerne, at de er organiseret i en faggruppe.

Og der er absolut intet odiøst i det, vi har foreslået. I mange andre kommuner kan faggrupper – som fx lærere eller pædagoger – sagtens mødes både officielt og uofficielt med diverse politiske udvalg, så vi kan ikke se, hvorfor politikerne i lige netop Solrød
skal lukke sig særligt inde i en osteklokke uden løbende input udefra.

Hvis Venstre virkelig mener, at det er et argument, at Familie- og Uddannelsesudvalget ikke skal mødes med Solrøds lærere, fordi det har vi aldrig gjort før – så er det måske på høje tid at ruske lidt op i den tankegang.

Henrik Boye (Liberal Alliance) Bo Nygaard Larsen (Det Radikale Venstre) Morten Scheelsbeck (Det Konservative Folkeparti)

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.