Ny, bæredygtig belægning og et friskere udtryk er en del af den kommende renovering af Centergaden i det 43 år gamle Solrød Center.

En del af den gennemgående Centergade i Solrød Center får nu pustet nyt liv i sig. Byrådet vedtog allerede i 2015 en helhedsplan for Solrød Center, og nu er opfriskningen af det lokale center nået endnu et skridt videre.

Et flertal i byrådet vedtog nemlig på byrådsmødet den 7. oktober at frigive 2,2 mio. kr. til en plan, der skal give den gennemgående gade et mere indbydende og moderne look samtidig med, at bæredygtighed også er tænkt ind i projektet. Projektet starter op på de første 850 meter af Centergaden, der begynder ved Solrød Bibliotek og Kulturhus, og skal lægge kimen til hele Centergadens og arkadernes fremtidige udseende.

“Helhedsplanen for Solrød Center er højt prioriteret i byrådet. Vores lokale center har 43 år på bagen, og vi ønsker at give det et velfortjent løft, så det bliver mere attraktivt for både borgere og virksomheder. I byrådet glæder vi os derfor over, at vi nu er nået endnu et skridt på vejen mod at gøre Solrød Center endnu mere indbydende,” siger borgmester Niels Hörup.

Bæredygtig belægning og klimasikring

En del af den nye belægning på Centergaden kommer til at bestå af slidstærke natursten, som har en levetid på flere tusinde år, og som samtidig har et meget lavere CO2-tryk end en betonflise. Imellem cykelstien, som løber i midten af arealet, og arealet ud mod butikkerne, skal der løbe et linjedræn i støbejern gennem hele centeret, der både kommer til at fungere som ledelinje for svagtseende og afvanding til planter og træer. Samtidig kommer linjedrænet til at forstærke fornemmelsen af de forskellige zoner i Centergaden.

Også beplantningen får en nødvendig opdatering. En rapport har fastslået, at de nuværende lindetræer i centeret er i så ringe en forfatning, at det ikke er en holdbar løsning at bibeholde dem. I stedet bliver der skelet mod træsorter som fuglekirsebær, røn eller naur til at erstatte lindetræerne. Centrets fremtidige træer bliver plantet i et særligt træplantningssystem, der er specifikt designet til at give gode vækst- og vandingsbetingelser og samtidig tage højde for en klimasikret regnvandshåndtering.
Projektet bliver nu sendt i udbud med en forventning om opstart senere i 2019.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.