Et flertal i byrådet har valgt at gå videre med undersøgelsen af et muligt Borgernes Hus som en del af udviklingen af Solrød Center og Solrød bymidte. Som en vigtig del af undersøgelsen vil byrådet have en bred og ambitiøs inddragelse af kommunens borgere, erhvervs- og foreningsliv.

Borgernes Hus tænkes som et fleksibelt samlingssted til at skabe nye og attraktive rammer for foreninger og det frivillige arbejde, samtidig med at det indeholder rådhusets funktioner. Det vil være en vigtig del af udviklingen af Solrød Center og Solrød bymidte, der i samspil med Solrød Bibliotek og Kulturhus skal skabe en mangfoldighed af nye aktivitetsmuligheder, øge bymidtens synlighed og bidrage til, at handels-, by- og kulturliv understøtter hinanden.

Det er tankerne bag et muligt kommende Borgernes Hus på Stationspladsen ved Solrød Center, som et flertal i byrådet besluttede ved budgetvedtagelsen sidste år at gå videre med at undersøge perspektiverne og mulighederne for. I august 2015 vedtog et enigt byråd helhedsplaner for centrene i Havdrup og Solrød. Helhedsplanen for Havdrup Bymidte er nu gennemført, og derfor begynder arbejdet med helhedsplanen for Solrød Center og bymidte.

Som en vigtig del af analysen af et muligt Borgernes Hus, ønsker byrådet en ambitiøs og bred inddragelsesproces, som er grundlaget for, at det nye byråd i 2022 kan træffe beslutning, om projektet skal realiseres eller lægges i mølposen.

Når vi siger Borgernes Hus, så mener vi rent faktisk også Borgernes Hus. Derfor er det også afgørende, at vi inddrager både borgere, foreninger, erhvervsliv og øvrige interesserede, så alle gode ideer og ønsker kan blive taget med i den kommende proces, hvor vi vil undersøge, hvad et moderne Borgernes Hus skal kunne indeholde,” siger borgmester Niels Hörup, som fortsætter:

Den tætte borgerdialog giver os også mulighed for at aflive nogle af de myter, jeg har hørt, som fx, at Borgernes Hus skal være 15 etager højt, for det er langt fra det, tankerne om Borgernes Hus går på. Jeg har også hørt snak om, at omkostningerne til et muligt Borgernes Hus vil betyde, at vi skal skære i servicen. Lad mig slå fast med det samme, at hele byrådet er fuldstændig enige om, at der skal være en positiv businesscase, og samtidig må etableringen af Borgernes Hus ikke påvirke serviceniveauet negativt.

Fleksible rammer for borgere og foreninger

Allerede nu har byrådet lagt op til, at et muligt Borgernes Hus skal indeholde en multifunktionssal, som fx kan anvendes til forskellige kulturelle arrangementer som koncerter, kunstudstillinger og andre større begivenheder, og samtidig kan salen afhjælpe en del af den pladsudfordring, der er i det nuværende Aktivitets- og Frivilligcenter, som mange borgere er glade for at benytte, og som endnu flere borgere kommer til at benytte i de kommende år.

Som en del af undersøgelsen bliver der også set på muligheden for, at Borgernes Hus kan indeholde et nyt rådhus, som samler alle rådhusets nuværende funktioner samt Jobhuset, Børn og Ungerådgivningen og IT- afdelingen, så borgerne får én indgang til Solrød Kommune.

Pladsmangel og uhensigtsmæssige rammer i det nuværende rådhus

Det skal samtidig ses i lyset af, at en helt ny pladsanalyse fra januar 2021 foretaget af analysevirksomheden Brøndum & Fliess konkluderer, at det nuværende rådhus fra 1974 ikke lever op til nutidig standard. Utidssvarende fysiske rammer og pladsmangel giver medarbejderne uhensigtsmæssige arbejdsvilkår, og samtidig kan den forventede medarbejderstigning som følge af befolkningsvæksten derfor heller ikke rummes i det nuværende rådhus. I 1974 var der 11.000 borgere i Solrød Kommune, hvor der i dag er over 23.400 borgere.

Analysen konkluderer også, at de nuværende rammer er uhensigtsmæssige i forhold til betjeningen af borgerne.

Analysevirksomheden vurderer, at et skøn over en nødvendig renovering og udvidelse af det nuværende rådhus lyder på i omegnen af 49 mio. kr.

Rådhuset er slidt, og pladsen er allerede nu alt for trang, og dets ringe klima- og energimæssige stand, skal vi naturligvis tænke med i hele processen. De nuværende rammer er uhensigtsmæssige for både borgere og medarbejdere, og derfor skal vi – uanset om rådhuset bliver en del af Borgernes Hus eller om det nuværende rådhus skal renoveres – på sigt sætte midler af til at forbedre forholdene,” siger Niels Hörup.

Hvis det nye byråd i 2022 beslutter, at rådhusets funktioner bliver en del af Borgernes Hus, er det planen, at den nuværende rådhusgrund skal sælges med henblik på etablering af stationsnære boliger i forskellige størrelser for alle aldre, som også er et centralt element og ønske i byrådets boligpolitik, og samtidig skal der etableres boliger ved stationspladsen.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.