I sommer besluttede byrådet at sætte næsten 1,3 mio. kr. af til en ny buslinje med direkte forbindelse mellem Trylleskov Strand og Solrød Station, og til at redde natbus 97N. Den 15. december har den nye buslinje premiere.

Da Region Sjælland i slutningen af 2018 meldte ud, at man ville nedlægge bus 120 på den ca. 17 kilometer lange strækning mellem Karlsunde og Køge Station, medførte det store frustrationer hos de mange Solrød-borgere, der så ud til at blive bus-løse.

Solrød Byråd tog imidlertid sagen i egen hånd og besluttede at etablere en ny buslinje for at sikre, at kommunens borgere fortsat kan komme frem med det gule lyn.

Og nu begynder Solrød Kommunes nye buslinje at køre. Den 15. december har bussen med rutenummer 121 nemlig premiere, og bussen kommer som den tidligere bus 120 til at køre på Strandvejen, men den nye bus 121 drejer nu ind omkring Solrød Strand Station, videre forbi Munkekærskolen, gennem Trylleskov Strand og tilbage ad Strandvejen til Solrød Strand Station, inden den fortsætter til Køge.

“Vi har gennem flere år haft et stort ønske om bedre busforbindelse til vores borgere i Trylleskov Strand området, og selvom det naturligvis er ærgerligt, at vi som kommune på grund af besparelser i regionen skal pålægges en million-udgift, så har vi heldigvis i godt samarbejde med Køge Kommune fundet frem til en rigtig god løsning,” siger borgmester Niels Hörup.

Solrød Kommune finansierer 1,2 mio. kr. i forbindelse med den nye buslinje, som er etableret i samarbejde med Køge Kommune og Region Sjælland, som også står for en del af finansieringen.

Natbussen fortsætter også i Solrød Kommune

Det var ikke kun strandområdets borgere, som byrådet i sommer besluttede ikke at gøre bus-løse – også Natbus 97N blev reddet.

Bussen, der hidtil har kørt fra Rådhuspladsen til Køge Kommune, stod til at blive sparet væk fra årsskiftet, men byrådet besluttede at afsætte 70.000 kr. til, at bussen fortsat kører frem til Solrød Strand Station, hvor den får endestation.

“Selvom der er et beskedent antal passagerer på bus 97N, giver det god mening, at vi i samarbejde med Greve Kommune har besluttet at beholde ruten. Vi ved, at både unge mennesker, folk med skiftende arbejdstider og vores ældre er glade for natbussen, og det er en relativt lille pris, vi skal betale for at kunne opretholde en god service til vores borgere,” siger Niels Hörup.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.