Er du også i tvivl om, hvad du skal efter 9. klasse? Læs med her, hvor du kan høre mere om, hvordan det er at gå i 10. klasse.

Snart 3 måneder. 3 måneder på 10Solrød. Det er alligevel lidt vildt at tænke på. Jeg føler næsten lige, at jeg er startet. Men når jeg så tænker tilbage, så er der også sket meget på de 3 måneder.

Mit navn er Kathrine Borup Rasmussen. Jeg er 16 år, bor i Køge og går i 10. klasse i Solrød.

Jeg husker tydeligt den første uge – og især den første dag. Jeg kendte ikke så mange, så det var meget nervepirrende. De første par dage var det lidt underligt. Jeg skulle lige vænne mig til, at det ikke var de samme mennesker, som jeg var vant til. Nu var det helt fremmede mennesker, jeg aldrig havde mødt før. Heldigvis gik der ikke lang tid, før den underlige følelse forsvandt. Den akavede stemning, der var der i starten, forsvandt også hurtigt. Allerede efter den første uge, var jeg sikker på, at det var en virkelig god klasse, jeg var kommet i. Og jeg havde ret.

På 10Solrød er alle skemaer forskellige. Vi har en fast klasse, som vi har dansk, matematik og engelsk i. Resten af timerne foregår i andre klasser med andre elever. På den måde lærer man en hel masse andre at kende, fordi man har fag med så mange forskellige. Udover de obligatoriske fag, som er dansk, engelsk og matematik, har man også tema- og valgfag. Mit temafag er Fri & Flyvefærdig. Det handler i bund og grund om at blive klar til at flytte hjemmefra. Man lærer om de ting, man skal have styr på i sit voksenliv. Mine to valgfag er Puls & Yoga og Crossfit. På yogaholdet er vi få elever, men det er ret hyggeligt.

Crossfit er lidt en modsætning til yoga. Her er der lidt mere sved på panden, men det er egentligt meget rart at begynde morgenen med styrketræning og fuld power.

I denne uge har vi på hele skolen arbejdet med vores OSO. OSO-opgaven er en obligatorisk selvvalgt opgave, der handler om vores uddannelse og fremtid. Tager man en tur rundt i klasserne her på 10Solrød, vil man opleve en helt anden form for undervisning. Alt det skriftlige er næsten blevet skiftet ud med kreativitet. Og alle har sine egne gode idéer. Der er fyldt med liv og glade dage. Vi kommer tættere på vores drømme. Vi kommer tættere på vores fremtid. Og det er os, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Det er det, vi skal vise frem. Man kan opleve mange forskellige drømme, når man kigger rundt i lokalerne på skolen. Stemningen er virkelig rar. Stille og roligt, men hyggeligt. Jeg drømmer selv om at blive journalist. I den forbindelse har jeg haft interview med både en journalistpraktikant og en redaktionsleder. På den måde er jeg kommet et skridt tættere på den fremtid, jeg godt kunne tænke mig. Jeg har undersøgt, hvordan jeg selv kan blive journalist, og jeg har hørt om livet som journalist.

Jeg er mange gange blevet spurgt om, hvorfor jeg valgte at gå i 10. Mit svar var, at jeg ikke følte mig klar til allerede nu at skulle i gymnasiet. Det er stadig mit svar. Jeg kunne ikke være mere tilfreds med det valg, jeg tog tilbage i marts. Jeg har lært nye ting, jeg har fået genopfrisket ting, og så har jeg fået nye venner. Alt det på 3 måneder. Kun 3 måneder. Jeg har altid sagt, at jeg ikke har travlt med mit liv. Der var ingen grund til at skynde mig afsted for at blive færdig på gymnasiet hurtigst muligt. Jeg tager det hele stille og roligt, og nyder det ekstra år, jeg har fået i år. Det har været meget godt for mig. Jeg har haft lidt mere tid uden at skulle stresse over, hvad jeg ville efter 9. Jeg tog ”bare” et år mere. Et år mere til at beslutte mig, i stedet for at tage forhastede beslutninger.

Lige et godt råd til dig, der er i tvivl om, hvad du vil. Følg dit hjerte. Det lyder lidt klichéagtigt, men helt ærligt. Følg dit hjerte. Du får ikke noget ud af, at du vælger det, dine forældre synes, og du får ikke noget ud af, at vælge det samme som dine venner. Vælg det, DU synes er spændende. Vælg det, DU helst vil. Og hvis du overvejer at gå i 10. klasse så vælg 10Solrød. Jeg kan varmt anbefale det. Der er de sjoveste fag, de sødeste mennesker og så selvfølgelig de bedste lærere. I mean – what’s not to like?

Skrevet af Kathrine Rasmussen

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.