Har du lyst til at komme backstage til kommunal- og regionalvalget den 16. november 2021 og opleve demokratiet udfolde sig på allernærmeste hold? Så skal du melde dig som tilforordnet.

Nu har du muligheden for at komme backstage ved kommunalvalget tirsdag den 16. november 2021, hvor du på helt tæt hold kan opleve, hvordan et valg foregår. Solrød Kommune søger nemlig hjælpere (tilforordnede), der kan give en hjælpende hånd på valgdagen og sikre, at valget forløber på en god måde, og at borgerne får en god oplevelse, når de skal stemme.

Som tilforordnet er du ude på et af Solrød Kommunes tre valgsteder, og dine opgaver bliver fx at krydse vælgerne af på valglisten, udlevere stemmesedler og være med til at hjælpe valgstyrerne, der er ansvarlige for valgstedet. Valgdagen er en festlig, men lang dag, og du skal derfor være opmærksom på, at hvis du tilmelder dig, så skal du kunne hjælpe til i tidsrummet kl. 7-22

Hvad får du ud af det?

Du får lov til på helt tæt hold at opleve, hvordan demokratiet fungerer, når borgerne skal stemme. Som tilforordnet får du desuden en skattepligtig diæt på 870 kr. og gratis mad og drikke på valgdagen. Du skal selv sørge for transport til og fra valgstedet.

Krav for at blive tilforordnet

For at kunne blive tilforordnet skal du bo i Solrød Kommune, være stemmeberettiget og være fyldt 18 år på valgdagen.

Tilmelding

Er du interesseret i at hjælpe til, kan du søge om blive tilforordnet frem til og med 31. oktober 2021 ved at klikke her eller via Solrød Kommunes hjemmeside www.solrod.dk.

Når du har tilmeldt dig, får du en bekræftelse på, at vi har modtaget din tilmelding.

Vi kontakter dig med nærmere information, hvis du er blandt de udvalgte hjælpere.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.