Søndag den 25. august afholdes det store antik- og kræmmermarked som optakt til Køge Festuge. Der er stadig stadepladser tilbage til interesserede kræmmer- og antikfolk. Lions Køge står for det praktiske…

Køge Festuge 2019 begynder med et kæmpe antik- og kræmmermarked i Køge bys centrale gader og på torvet. Hele centrum spærres af for at gøre plads til det store marked, der holder åbent for publikum fra kl. 09 til 16. Det hele foregår søndag den 25. august på den første dag i Køge Festuge. Og der er gratis adgang.

Køge Torv

 

Kæmpesalg i gaderne

Nu skal de sidste kræmmerfolk på banen, hvis de vil være med. Man kan tilmelde sine stande og stader på hjemmesiden www.koegelions-aktiviteter.dk , så Brogade og Torvet kan blive fyldt op med livlig handel med alt muligt. Alle antik- og kræmmerfolk – både de private og professionelle – kan faldbyde deres mange forskellige ting og sager, som de ligger inde med. En stadeplads på Torvet eller i Brogade koster 400 kr. Samtidig får børnene deres helt eget loppemarked i Torvebyen. Her sælger børn deres brugte legetøj og andet, som de er trætte af, her koster en stadeplads kun 100 kr.

Nyt er, at der kan indgå salg af fødevarer og uddeling af smagsprøver. Fødevarestyrelsens hygiejnekrav og lovgivningen herom skal dog overholdes. Og der må ikke foregå salg af eller udskænkning af alkohol.

Det bedste marked

– Det er 15. gang vi arrangerer antik- og kræmmermarked, siger Jens Grubbe fra Lions. Salget af stadepladser går fint, men der er plads til flere, så det er bare med at få meldt sig til.

– Vi gør rigtig meget for at kræmmerfolket skal føle sig vel tilpas og tilfredse. Fra tidligere markedsdage ved vi, at tilfredsheden og glæden blandt kræmmerfolket er stor, for der plejer virkelig at blive solgt en masse! Vejret plejer også at være fint, så alt i alt kan både kræmmere og et købedygtigt publikum se frem til en spændende og herlig oplevelse.

Kryds i kalenderen!

– Nu gælder det blot om at tilmelde sig som kræmmer, hvis man endnu ikke har nået det.  Som publikummer opfordres man til at slå kryds i kalenderen ved søndag den 25. august til et besøg på det stort anlagte antik- og kræmmermarked  og Børnemarked i Køge bymidte. Der er gratis adgang, ingen biltrafik og masser af alskens ting og sager at se på og købe, slutter en begejstret og forventningsfuld Jens Grubbe fra Lions i Køge.

Kilde: LIONS Køge

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.