Det er en elsket tradition, at børnehavebørn og indskolingselever fra to af kommunens skoler kommer til juleandagt i Solrød Strandkirke. Godt 1.000 børn plejer at skråle med på julesalmer, danse lystigt og se præst Charlotte Gravesen og kirke- og kulturmedarbejder Anita Obeling Kring opføre dukketeater i løbet af december. I år kan det ikke lade sig gøre på grund af corona.

På et kursus i efteråret snakkede jeg med nogle præster om, hvad man kunne lave for børn i stedet for juleandagter. Vi talte om, at det ville være en god idé at give dem en gave til at hygge sig med i deres egne omgivelser. Charlotte og jeg fandt på at optage vores dukketeaterstykke og sende ud til børnene, så de kan se, at vi ikke har glemt dem i denne tid, hvor de ikke kan komme i kirken”, siger kirke- og kulturmedarbejder Anita Obeling Kring.

Anita Obeling Kring fylder indholdet til julepakken i en fin kasse.

Hun skrev til de institutioner og skoler, som plejer at komme i kirken, om de ville have en pakke fra kirken. 16 klasser og fire børnehaver sagde straks ja, så i denne og næste uge kører Anita Obeling Kring rundt med 28 julepakker med fine røde sløjfer.

Hver julepakke indeholder et USB-stik med et seks minutter langt dukketeaterstykke, et papirkrybbespil med bl.a. Jesusbarn, krybbe og hyrder, en pose pebernødder og små træengle til alle børnene.

Vi håber, at børnene bliver glade for pakkerne og får en hyggelig og nærværende stund sammen. Krybbespillet kan de hænge op, så de kan snakke om de mange forskellige figurer, og en voksen kan fortælle historien om Jesus, der blev født juleaften i Betlehem. På den måde får børnene en lille smule jul fra kirken, men det er naturligvis ikke ligesom de andre år. Vi håber, at vi næste år kan få besøg af alle børnene igen”, slutter Anita Obeling Kring.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.