I Solrød Kommune har 23 medarbejdere fra kommunens job- og socialcenter frivilligt tilbudt deres hjælp til kommunens tre folkeskoler og 11 dagtilbud, som har taget imod tilbuddet med kyshånd.

Jobvejledning og paragraffer er for en tid byttet ud med hjælp til fx håndvask og toiletture for 23 medarbejdere i Solrød Kommunes Job- og Socialcenter. Medarbejderne er nemlig blandt de ansatte i kommunen, som pga. coronakrisen har tilbudt deres hjælp til at tage sig af de yngste borgere på kommunens tre folkeskoler og elleve dagtilbud, så det faste personale har mere tid til at sikre god pædagogisk praksis og tage sig godt af børnene.

“Lovgivningen på beskæftigelsesområdet er suspenderet, derfor er det oplagt, at vi tilbyder vores hjælp til de områder, som har brug for det. Tidligere var det skole- og dagtilbudsmedarbejderne, som tilbød ældreområdet deres hjælp, og nu er vi nået til, at beskæftigelsesmedarbejderne tilbyder skole og dagtilbudsområdet vores hjælp. Vi skal have alle hjulene til at dreje rundt, og det gør vi bedst sammen – hver for sig,” siger leder af Jobhuset og Erhverv, Jannie Asklund, som også selv har valgt at skift sit lederjob ud med en uge i et dagtilbud.

Jannie Asklund, som leger med børn

“Jeg har netop haft min første dag i Naturbørnehaven i Solrød Kommune, og sikke nogle skønne børn og dygtigt personale. Nu bliver det spændende om lovgivningen på beskæftigelsesområdet snart genåbner, ellers kunne jeg være fristet til at tage en uge mere,” fortæller hun.

Også jobkonsulent Bende Nyvang er glad for at kunne tilbyde sin hjælp med alt lige fra håndvask til toiletture og et ekstra skub på gyngen.

“Det giver så god mening nu, hvor vi ikke har travlt i Jobcenteret, at vi kan være med til at løfte opgaverne på tværs i kommunen. Det betyder også, at vi danner nye relationer, som fremadrettet gør samarbejdet meget nemmere fx, hvis vi gerne vil have en borger i praktik i børnehaven. Det er rigtig dejligt at kunne føle sig nyttig – COVID-19 eller ej,” siger Bende Nyvang.

Bende Nyvang, hjælper børn med at vaske hænder

Hos kommunens skoler og dagtilbud har der lydt et stort “ja tak” til den ekstra hjælp, fortæller Pernille Sand, der er leder af Naturbørnehaven og Egebo Børnehave, og siger:

“Vores personale løber stærkt i disse tider, så det rigtig fint, at vi får en hjælpende hånd fra vores andre kommunale kolleger, som har lyst til at give en hånd med. Det giver lidt luft i hverdagen, og det er en god hjælp til at sikre, at børnene får de optimale vilkår i denne noget anderledes tid.”

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.