Det er blevet forår og mange børn i Solrød, som i resten af landet, er tilbage i dagtilbud og skole efter nedlukningen på grund af Covid-19.

Men med genåbningen følger mange nye forholdsregler og tiltag. Et af dem er, at børnene skal være mere udendørs end de plejer – her er smittespredningen nemlig mindre end indendørs.

Men med mere udendørsleg kommer også mere ophold i solen. Og forårssolen brænder faktisk mere end mange tror.

Derfor er det vigtigt, at både forældre og personale i dagtilbud og på skoler husker at solbeskytte børnene og er opmærksomme på de tre solråd: SKYGGE – SOLHAT – SOLCREME

På denne tid af året ville frivillige fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne normalt besøge en masse institutioner og afleverer materiale om forebyggelse mod solens stråler.

På grund af Covid-19 kommer der desværre ikke frivillige på besøg i år, men i Solrød kommune vil frivillige, fra Kræftens Bekæmpelse Solrød lokalafdeling, i den kommende tid ringe rundt til institutionerne og tilbyde solpakker, som så bliver leveret til institutionens dør.

Vi plejer at have en god dialog med daginstitutionerne i Solrød, fortæller kampagneleder Birgitte Lauridsen og håber på denne måde at kunne opfylde institutionernes behov for materiale.

Kilde: Kræftens bekæmpelse – Solrød lokalafdeling

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.