En begivenhedsrig dag med besøg af Pippi Langstrømpe, Spiderman, Minni Mouse, prinsesser, pirater, en hel kaninfamilie og mange flere fantastiske væsener og figurer!

Søndag den 23. februar afholdt HGI den traditionsrige fastelavnsfest i Havdrup Idrætscenter.

Flere end 410 personer havde indløst billet til arrangementet, og alle børn var mødt op i flotte og festlige kostumer. Der var alt lige fra akvarier til et brunchbord, og det var fantastisk at opleve alle de mange børn slå katte af tønden.

De heldige kattedronninger og kattekonger blev præmieret med flotte sponsorerede gavekort fra Burgerking Roskilde. De voksne fik også mulighed for at slå til tønden, og den onde dronning fra Tornerose og hardcore forsanger fra Guns N’ Roses fik hurtigt slået de sidste brædder ned og igen kunne kattedronninger- og konger kåres.

Derefter kunne alle forsyne sig med fastelavnsboller, juice og slikposer fra Superbrugsen Havdrup, og nyde lækkerierne mens den skønne sangduo Anton & Rikke underholdte med kendte børnesange fra blandt andet ”Åh Abe”.

Der blev også tid til at udnævne de bedst udklædte i de 3 alderskategorier samt i voksenkategorien. Her var alt lige fra en smuk svane til en lille bondemand med hans trillebør, og det var nogen meget heldige vindere som modtog fine præmier fra blandt andet Solrød Bio og skønne spil fra TACTIC.

Der skal lyde en stor tak til alle vores sponsorer og frivillige, der gjorde det muligt at afholde det 15. fastelavn i HGI.

Ikke mindst tak til alle som mødte op og var med til at skabe endnu en fantastisk fastelavnsfest i Havdrup Idrætscenter.

På vegne af HGI, Fastelavnsteamet

Lene, Lonnie, Lisbeth, Stine og Betina

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.