Præsteindsættelse i Havdrup

Søndag den 4. oktober indsættes Bente Lybecker som præst i Havdrup. Det sker ved gudstjenesten den 4. oktober i sognehuset. Efter gudstjenesten er menighedsrådet vært ved et let traktement. Tilmelding til gudstjenesten nødvendig via hjemmesiden. Vi har 30 pladser.

Bente Lybecker er 54 år og har de sidste 15 år arbejdet som fast præstevikar i København, Helsingør og Roskilde stift, senest i Havdrup, hvor hun har været præstevikar siden december sidste år. Hun blev ansat i Havdrup den 15. september 2020 i en 75 % stilling.

Bente har en ph.d.-grad og har i en årrække arbejdet på Københavns Universitet med bl.a. kristen spiritualitet. Hun arbejder meget med retræte og åndelig vejledning og har i år udgivet bogen ”I orkanens øje. En brugsbog om kristen spiritualitet”. Diakoni er også hendes store interesseområde.

Favn mørket. Tag med på efterårsvandringer

Havdrup kirkes aktive pilgrimsgruppe er klar med nye pilgrimsvandringer til resten af 2020. Den første, jævndøgnsvandringen, er allerede afholdt og foregik ved Jersie Strand, hvor en flok på 11 vandrede langs stranden og så solen gå ned kl. 19.08.

I oktober foregår vandringen ved Ledreborg, i november i Ejby Ådal og i december bliver der kirkevandring til Solrød Strandkirke. På kirkens hjemmeside kan man se detaljeret info om alle vandringerne, og har man ikke prøvet det før, så er det måske nu, man skal tage chancen.

Men hvorfor bliver det kaldt pilgrimsvandring? For gå langs stranden og se solen gå ned, det kan enhver jo gøre.

En pilgrimsvandring har en præst eller vejleder som guide.  En lille smagsprøve: Præst Kristine indleder jævndøgnsvandringen med at sige: ”Det er nu, vi kan se tilbage på sommeren og foråret og måske endnu længere og tænke lidt over det i vores liv, i vores sjæl, som vi har vandet og gødet og luget og passet på – eller som måske ikke blev hverken vandet, gødet eller luget eller passet på. Lad os nu gå her langs kysten og tænke lidt over sommerens tid, som nu er forbi”.

Kristine sluttede vandringen med at opfordre deltagerne til at sige tak for sommeren og byde mørket og vinteren velkommen, for ”det guddommelige nærvær er der ikke kun i 25 gr. varme og solskin, men også i vindens hylen og regnens dryppen”.

Syng dig glad til Spil Dansk

Musik binder os sammen på kryds og tværs. Anette L. Hemmingsen og Peter Plougmann synger og spiller danske sange sammen med os i sognehuset på Bistrupvang 33.

I år mødes vi fra kl. 19-20 både tirsdag den 27. oktober og torsdag den 29. oktober. Programmet er det samme begge aftner, da vi max må være 30 personer i store sal, når vi synger. Gæt selv hvorfor. Så vælg den aften, der passer dig bedst og tilmeld dig på hjemmesiden havdrupkirke.dk. Hyggeligt bliver det under alle omstændigheder med de to.

Kilde: Havdrup Kirke

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.