Takket være støtte fra DIF og DGI’s Foreningspulje samt Solrød Kommunes Rekvisitpulje og en stor egenbetaling, er det lykkedes Havdrup Gymnastikforening, at realisere en drøm om at undervise i Pilates Reformer.

Havdrup Gymnastik har fået imponerende 70.576 kr. i støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje samt 20.400 kr. fra Solrød kommunes Rekvisitpulje. Med bevillingerne samt en pæn egenbetaling kan Havdrup Gymnastik nu se frem til starte undervisning i Pilates Reformer. Træning med Pilates Reformer er Pilates baseret modstands-træning.

Reformeren består af en glidende vogn, fjedre, stropper og en fodbarre. Modstanden opstår af en kombination af ens egen kropsvægt samt reformerens fjedre, så man selv kan tilpasse belastningen. Derfor er Reformer træningen noget alle kan deltage i, uanset styrke. Træningen kan både bruges som genopbyggende træning efter skader og som udfordrende træning, idet øvelserne kan modificeres til ønsket behov.

Pilatesinstruktør Jane Kold Svendsen i Havdrup Gymnastik, har igennem de sidste 7 måneder uddannet sig til Reformer instruktør. En uddannelse som har krævet tid og koncentration, og ikke mindst utroligt mange prøvetræninger af de andre instruktører i foreningen. Jane er sammen med bestyrelsen i Havdrup Gymnastik nu helt klar til at starte Pilates Reformer hold op, og skyder projektet i gang med flere events i starten af november.

Foreningen ser især frem til, at medlemmer der af forskellige årsager ikke kan deltage på foreningens almindelig hold f.eks. pga. skader, skavanker eller alder, nu vil have en mulighed for at træne på en måde, som er skånsom og hensynsfuld, samtidig med at den er effektiv og resultatorienteret. Pilates Reformer er også en træningsform, som kan give sved på panden og ømme muskler, så det er en træningsform der egner sig til alle uanset type eller alder. Med tiden vil foreningen oprette forskellige hold, som har forskellige resultater for øje.

Mere information kan findes på www.havdrupgymnastik.dk eller ved at følge Foreningens Facebookside.

Støtter foreningsidrætten med 44 mio. kr. årligt

DIF og DGI’s foreningspulje uddeler årligt ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer.

Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr. Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.

Om DIF og DGI’s foreningspulje

• Alle idrætsforeninger kan ansøge puljen
• Puljen ansøges via Centralt ForeningsRegister på www.medlemstal.dk
• Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI’s hjemmesider

Kilde: Havdrup Gymnastik

 

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.