Kirken åbner langsomt i Havdrup

Siden corona-nedlukningen og frem til søndag den 24. maj har præsterne i Havdrup holdt gudstjeneste med sang, bøn og velsignelse fra kirkens tårn.

De markerer nu genåbning Pinsedag den 31. maj med festlig og coronasikker gudstjeneste i sognehuset kl. 11. Med sprit og afstand. Men med stor glæde!

Også søndag den 7. juni er der gudstjeneste i sognehuset. De øvrige søndage i juni er der gudstjeneste kl. 11, dog er det endnu ikke besluttet hvor, da det afhænger af næste fase i genåbningen, om kirken eller præstegårdshaven kan tages i brug, uden at det er nødvendigt med tilmelding og kø.

Sognehuset holder lukket for almindelige aktiviteter til efter sommerferien, og Skt. Hans festen i præstegårdshaven er aflyst i år.

Vi opdaterer løbende kirkens hjemmeside med nyt om situationen.

Tak for tålmodighed kære Havdruppere!

Havdrup kirke går coronasikker pilgrimsvandring 2. Pinsedag

Pinse plejer at betyde 3 dages vandring med præst Kristine S. Hestbech, men i år nøjes hun med at indbyde til dagsvandring på Nyord mandag den 1. juni:

”Vi laver ikke samkørsel, men mødes på vandringsstedet kl. 9.00 ved Naturcenter Ulvshalegård, Ulvshalevej 283, 4780 Stege. Vi vandrer i grupper på højst 10 personer med afstand på min. 2 meter, og vi har vores egen mad og drikke med, så vi har taget vores forholdsregler. Man møder bare op.”

Vandringen foregår med lange strækninger i stilhed, og undervejs giver Kristine inspirationsord, som fx kan handle om, hvad det vil sige at tro.

På den måde bliver det en vandring i det indre såvel som i det ydre.

Dagen slutter senest kl. 18. Se kirkens hjemmeside for detaljeret info.

Offentligt orienteringsmøde før valg til nyt menighedsråd

I Havdrup er kirken grøn og på forkant med tilbud til mænd. Menighedsrådet tager initiativer til glæde for lokalsamfundet, når det drejer sig om at omdanne kirkegårdsjord til rekreative områder, når det drejer sig om pilgrimsvandringer, der forbinder ånd og krop, og når det drejer sig om inkluderende samvær for mænd.

Har du selv gode ideer, er du nysgerrig eller overvejer du at være med til at præge din lokale kirke som medlem af menighedsrådet, kan du høre mere om rådets planer og initiativer på orienteringsmødet i sognehuset på Bistrupvang 33 torsdag den 18. juni kl. 19-20.30.

Mødet bliver coronasikret.

Kilde: Havdrup Kirke

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.